SVENDSEN: NEJ TAK TIL HELDAGSSKOLE
Heldagsskolen bliver ikke indført på Nøvling Centralskole, hvis det står til kommunelærer A. Svendsen: »Min kone har i mange år stået klar med te og ostemadder, når jeg kommer hjem fra skole klokken 14, undtagen om onsdagen, hvor jeg har fri klokken 12 og spiser frokost derhjemme. Og vi ved jo fra mange undersøgelser, hvordan koncentrationen svigter i løbet af eftermiddagen, hvis man ikke får noget at spise, så jeg ville ikke være til megen nytte, hvis jeg skulle blive på skolen sammen med børnene hele dagen«. »Jeg husker tydeligt for nogle år siden, da jeg havde glemt min madpakke og måtte gennemføre religionsundervisningen med rumlende mave, som forstyrrede fortællingen om den brændende busk, og det blev ikke bedre, da jeg i frikvarteret gik ned i husgerningslokalet og spiste af vores husgerningslærer Alma Eriksens berømte irske stuvning. Den havde en ubehagelig sur smag, og det viste sig da også at være en af de uger, hvor hun lærer børnene at koge karklude, hvilket gik op for mig, da Alma dagen efter beklagede sig på lærerværelset over, at hun havde mistet en af sine bedste klude«. »Netop Alma Eriksen ville i øvrigt med sine kreative evner være en oplagt kandidat til at stå for aktiviteterne, såfremt skolebestyrelsen alligevel skulle beslutte sig for at indføre heldagsskolen i Nøvling. Jeg er således ikke i tvivl om, at børnene hellere ville lave blomkålssuppe og bage sigtebrød og koge karklude om eftermiddagen, end de ville sidde derhjemme foran computeren, hvis de fik valget«. »Jeg er godt klar over, at eleverne nok ville blive skuffede, hvis en heldagsskole ikke kunne tilbyde film som 'Hvalen - havets mastodont', 'Muldvarpen - den underjordiske arbejdsmand' og 'Bæveren - den lille ingeniør'. Jeg vil da heller ikke helt afvise, at jeg kunne overtales til at arrangere enkelte særforevisninger af disse prægtige og oplysende film om vor fantastiske natur. Men det vil helt og holdent afhænge af, om jeg kan få fru Svendsen til at komme hen på skolen med min te og mine ostemadder«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























