HVÆSERNE MENER
FARISÆERNES STORE DAG
Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg
Så blev der endelig en kort pause i bøsseparaderne på Rådhuspladsen i København, så de rigtige meningers brigade kunne afholde deres stort anlagte støttekoncert til fordel for de irakiske kirkeskændere, som måtte lide den tort at blive transporteret til Sandholmlejren efter mange års skatteyderbetalt luksusophold i vort åh så forstående lalleland, og som nu må se i øjnene, at de risikerer at få en gratis flyrejse tilbage til deres hjemland, hvor de kan fortsætte deres karriere som forfulgte uskyldigheder med økonomisk bistand fra Godhedsdanmark.
Hvor er det synd for de stakkels bekvemmelighedsflygtninge - og hvor var det synd for de søde unge mennesker, som havde taget en pause fra deres daglige virke med at knuse ruder og skrive fuck på alle byens husmure for at komme de muslimske kirkebanditter til hjælp, at politiet sådan skulle komme og slå på dem, blot fordi de havde sat sig ned på gaden til stor gene for såvel fodgængere som rigtige trafikanter. Den slags hører virkelig ikke hjemme i et demokratisk samfund, hvor man som et minimum må forlange, at politiet rykker ud med saftevand til ballademagerne og deler puder ud til dem, så de ikke får ondt i deres små numser af at demonstrere!
En så utilbørlig politioptræden som denne må der naturligvis protesteres imod, så det skulle da bare mangle, at hr. Niels Hausgaard og andre farisæere med og uden fuldskæg stiller op og synger endnu en sang fra de varme lande om, hvor forfærdeligt vi behandler de fremmede 'kulturberigere' i dette land, og naturligvis rydder Danmarks Radio hele sendefladen for at bringe en flere minutter lang reportage fra de kulturradikale flygtningevenners flæbende meningshøjmesse.
Hurra for den danske godtroenhed!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























