DANMARK JUBLER OVER OBAMAS BESØG
Af alle danske journalister Danmark er på den anden ende over præsident Obamas besøg på fredag, og begejstringen er nok størst i Statsmysteriet: »Jeg glæder mig meget til at hilse på Barack Obama. Det er ganske vist kun et kort besøg, men vi arbejder lige nu på at få skruet programmet sådan sammen, at jeg også kan nå at ønske ham god tur hjem«, siger en forventningsfuld statsminister Lars Løkke Rasmussen. Også dronning Margrethe ser frem til mødet med den amerikanske præsident: »Vi har fået kronprinsen til at brænde en kopi af sin miljøvideo, som Vi vil overrække præsidenten sammen med en messehagel, som Vi netop nu er ved at lægge sidste hånd på«, siger dronningen. Også blandt menige københavnere var der enorm begejstring over Obamas besøg: »Joh, det er da meget sjovt, at han kommer«, sagde for eksempel 19-årige Mathias Jespersen og tilføjede: »Det var nu også på tide, at en af de store stjerner kommer til København. De plejer altid at optræde i Horsens«. I 'Mias Foderbræt' på Rådhuspladsen er man klar til at tage imod præsidenten: »Vi sætter amerikanske flag i alle pølser på fredag, og for ikke at støde nogen minoriteter vil vi undlade at servere indianere i kano med bræk op og ned ad ryggen«, fortæller pølsedame Mia Riedel. Københavns Politi oplyser, at der ud over 3.000 ekstra landbetjente er indkaldt forstærkninger fra hjemmeværnet, jægerkorpset, Parkens kontrollørkorps, flyvevåbenet, Gladsaxe Pigegarde og Frelsens Hær for at passe på Barack Obama. I anledning af præsidentbesøget vil København resten af ugen være lukket for trafik mellem Hans Knudsens Plads og Gl. Køge Landevej, ligesom Havnerundfarten udgår fra Køge Havn.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























