KOMMUBANALVALG: TABERNES SEJRSTALER
Dronning Margrethe Vestager:
»Jeg synes, det er positivt, at vi kun er gået tilbage i de kommuner, hvor vi ikke er gået frem. Det viser, at vælgerne har stor tillid til vores evne til at tilpasse os, hvilket på længere sigt kan gavne mulighederne for, at vi til næste valg vil stå i en ny situation«.
Helle Thorning-Schmidt:
»Det er vigtigt at sige, at vi denne gang har sat væsentlig færre valgplakater op end ved sidste valg, ligesom der er blevet delt færre rundstykker ud. På den baggrund synes jeg, det er et fantastisk resultat, vi har nået«.
Kristian Jensen:
»Venstre har ganske vist mistet nogle borgmesterposter rundt omkring, men samlet set er der ingen tvivl om, at vi er valgets store sejrherrer. Vi er således det parti, der har genvundet flest af de stemmer, som meningsmålingerne viste, at vi ville miste, og det er en helt utrolig bedrift«.
KØBENHAVNSNYDT
Poster, som Klaus Bondam forsøgte at få, inden han opgav forhandlingerne med den røde blok og lavede en aftale med Dansk Folkedragtsparti:
Medlemmer af Dansk Folkedragtsparti diskuterer konstitueringen i Odsherred Kommune.FORHANDLINGSNYDT
Spidskandidat Steen Egede Jensen, Dansk Folkedragtsparti, hvad fik du ud af at støtte en suicidaldemokratisk borgmester i Odsherred Kommune?
»Jeg fik formandsposten for kulturudvalget og et blåt øje af en partifælle. Desuden fik jeg et jakkeærme revet af, så jeg skal bestemt ikke klage«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























