VRAGET BORGMESTER VRED PÅ VÆLGERNE Den hidtidige borgmester i Ny Væmmelse Kommune Lindy Larsen overvejer nu at gå til Menneskerettighedsdomstolen for at få omstødt vælgernes dom. »Jeg har knoklet som et bæst i fire år for de idioter. Og hvad er takken? Sølle fem personlige stemmer«, lød Lindy Larsens reaktion, efter at stemmerne i går var talt op. Lindy Larsen arbejdede oprindelig som pedel i Nørre Væmmelse Kommune, men under sammenlægningen med Lille Væmmelse og Store Væmmelse Kommuner blev den gamle borgmester væk i flytterodet, og Lindy Larsen måtte i sidste øjeblik træde til, da der skulle indvies nogle cykelstativer under lokalpressens store bevågenhed. Dermed var hans skæbne beseglet, og han har haft borgmesterkæden på lige siden. »Jeg har oven i købet sovet med den om natten, af frygt for at nogen skulle tage den«, siger han. Lindy Larsen har i hele perioden gjort, hvad han kunne for at sætte Ny Væmmelse på landkortet. »Jeg fik bl.a. revet lagerforvalter Poul Skøtts ejendom inklusive et nyopført fuglebad ned, så der kunne blive plads til opførelsen af Væmmelse Wellnesscenter, som mange siden har haft stor glæde af. Jeg har da også selv været dernede nogle gange, hvor de ansatte i ren taknemmelighed har givet mig et gratis fodbad, ligesom jeg er blevet smurt ind i etniske olier, for jeg har aldrig været bange for at prøve noget nyt«, siger han. Lindy Larsen var også initiativtageren til opstillingen af den lokale kunstner og stenhealer Kukur Olafssons skulptur ’Dystopisk morgenrøde III’ på Kvicklys parkeringsplads, som ved samme lejlighed skiftede navn til Kunsttorvet. »Det var et meget kostbart værk, hvilket betød, at vi måtte stoppe istandsættelsen af toiletterne på vore kommuneskoler. Men en gang imellem må man ofre sig for kunsten, og så må eleverne bare lære at tisse af, inden de kommer i skole«, siger Lindy Larsen. »Og når eleverne står på Kunsttorvet og ser 'Dystopisk morgenrøde III' i lyset fra Kvicklys flaskeautomat, så er jeg sikker på, at de synes, det er det hele værd«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























