DANSKERE SER EN DEL FJERNSYN

Lyt til artiklen

DANSKERE SER EN DEL FJERNSYN Menedsmålingsinstituttet Galop har spurgt et bredbaget udsnit af danskerne, hvor meget tid de bruger foran fjernsynet hver dag. 34 procent bad om at blive ringet op senere, da de var midt i et spændende afsnit af ’Unge mødre’, hvor en 17-årig mor står over for valget mellem at få lyse striber i håret eller en abort. 7 procent svarede, at de ikke havde fjernsyn, men da det gik op for dem, at oplysningerne ikke ville blive videregivet til licenskontoret, oplyste de, at de så mellem 4 minutter og 13 timers tv om dagen. En enkelt respondent, aut. peristaltiker (tidl. ringmuskulatør) Verner Delleholm, oplyste, at han gerne bruger 22 timer, hvis der er traktortræk på Eurosport. Herfra skal dog trækkes toiletbesøg, hvilket bringer gennemsnittet ned på 17 1/2 time. Endelig oplyste en anden respondent, Karen Dynemose, P.H. Lampes Allé 35, 2. sal lidt til venstre, 2100 København Ø, at hun har solgt sit fjernsyn i protest mod den borgerlige regerings kulturpolitik, der ikke tilgodeser de alternative dukketeatre. På den baggrund konkluderer Galop, at det danske tvbillede er meget uskarpt. LYNINTERVIEWPersonalechef Jan Ibsen, en ny undersøgelse afslører, at danskerne sladrer meget på arbejdspladsen. Kan du genkende det? »Nej, og jeg synes, det er meget upassende at fremsætte den slags udokumenterede påstande. På den anden side kommer det ikke bag på mig, for jeg kender udmærket ham, der står bag undersøgelsen, og jeg har hørt, at han banker sin kone, og han skulle også have noget kørende med en ung sekretær, som vistnok ligger i med hvem som helst, der kan skaffe hende ind de rigtige steder. Men det er naturligvis ikke noget, du skal sige videre, for du ved sikkert selv, hvordan folk sladrer, og en fjer kan hurtigt blive til fem høns!«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her