KOMMUNELÆRER JAGTER TERRORISTER Kommunelærer A. Svendsen, Nøvling Centralskole, er begejstret for Undervisningsministeriets handleplan mod radikalisering og ekstremisme i skolerne. »Vi har indledt vore egne undersøgelser af elevernes adfærd for at undgå, at de udvikler sig til små terrorister. Og det har allerede båret frugt«, siger A. Svendsen og tilføjer: »Selv i det fredelige Nøvling ligger terrorismen på lur. Således var vores husholdningslærer Alma Eriksen udsat for et attentatforsøg tidligere på året, da nogen havde hældt amerikansk olie i hendes sagosuppe med det resultat, at hun måtte melde sig syg i flere dage med en voldsom gennemgang«. »Vores interne undersøgelseskommission, som består af undertegnede og pedel Arne Nielsen, har også fundet flere knækkede roser og stauder i inspektørboligens have. Der er ingen tvivl om, at denne ugerning er udtryk for en spirende ekstremisme, og vi har da også sat alt ind på at finde gerningsbørnene. Vi har for eksempel udlovet en dusør i form af skolens årsskrift indbundet i svineskind til de elever, der kan bringe os på sporet. Men ingen har endnu meldt sig«. »Heller ikke den populære film ’Bæveren – den lille ingeniør’ er gået ram forbi. Det er således ikke mindre end to uger siden, at mine elever, der havde glædet sig til et gensyn med de små fornøjelige dyr og deres eminente træfældningsteknik, fik oplevelsen spoleret af vandaler, som må have skaffet sig adgang til det aflåste rum, hvor filmrullerne fra Statens Filmcentral opbevares. Umiddelbart efter en scene med de små fyres parringsleg dukkede der pludselig nogle stærkt pornografiske billeder op på lærredet. Derved gik eleverne glip af den opbyggelige scene, hvor bæverne samarbejder om at opføre en dæmning«. »Det er til dato det værste terrorangreb, vi har oplevet på Nøvling Centralskole, og man tør næsten ikke tænke på, hvad der vil ske, når misdæderne engang kommer ud i samfundet«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























