VOR VALGQUIZ Hvilket mærke var det foretrukne, da medlemmerne af Labour i går drak gravøl efter at have tabt det britiske valg? Se svaret nederst i organet!NYT OM KENDTE Ridebaben Tina Lund, 29 somre, afviser forlydender om, at hun skulle være noget af en primadonna og fuld af nykker, når hun ikke lige er på tv: »Det er utroligt, at man skal udsættes for den slags sladder. Folk, der siger sådan noget, ved vist ikke, hvem jeg er«, skal hun have sagt. Skibsreder Mæsk Mc-Penny Møller, 96 somre, skældte ud på fotograferne, da han mødte op til premieren på ’My Fair Lady’ i selskab med sin egen fagre lady, lensgrevinde Bente Bermstorff-Gyldenkaal. »Ka’ han pakke sig!«, skal skibsrederen have råbt til den mest nærgående af fotograferne. På vej ind i Det Kongelige Teater truede Mæsk ifølge øjenvidner en anden fotograf med kølhaling, såfremt han ikke forføjede sig bort. Lederen af Liberallende Alliance, Anders Samuelsen har i et interview givet en åbenhjertig beskrivelse af sin tidligere partifælle Gitte Seeberg: »Hun havde ikke kræfterne til det hårde arbejde. Gitte har i det hele taget aldrig været meget for at bestille noget, og hun bidrog ikke med noget brugbart til partiets politik, hvilket var godt det samme, for mellem os sagt er hun ikke den skarpeste kniv i skuffen. Men jeg har intet ondt at sige om hende«, skal Samuelsen have sagt til Se & Hor. Fodboldcharmøren Nicklas Bendtner, 22 sæsoner, nægter, at det var med vilje, han nev ’Paradise’-værten Rikke Gøransson i brystvorten på en natklub: »Jeg troede bare, at hun bød mig en Ga-Jol«, skal Arsenal-spilleren have sagt. SVAR PÅ VALGQUIZ Gordon Brown Ale.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























