FORSVINDER DE DANSKE JYDER?
Efter Vort Tillægs artikler om danske jøder har ATS besluttet at se nærmere på, hvad det vil sige at være jyde i dagens Danmark.
Den traditionelle jyske kultur er under pres. Stadig flere jyder dropper deres hjemlands skikke under indtryk af det moderne byliv.
»Jeg har altid opfattet mig selv som kulturjyde og haft en idé om, at jeg ville opdrage mine egne børn i den jyske tro. Derfor blev jeg ærlig talt noget chokeret, da jeg en dag kom hjem og opdagede, at min far havde pillet trækkrogen af bilen«, fortæller 18-årige Signe Dumpedal Mortensen fra Brønshøj.
»Jeg ved godt, at vi ikke ejer en trailer og derfor egentlig ikke har noget at bruge en trækkrog til. Men det føltes alligevel, som om jeg havde mistet en del af mig selv«, siger Signe, som også har bemærket, at hendes far er begyndt at bede om regninger, når der er håndværkere på besøg i hjemmet.
Også i foreningslivet ser man tegn på, at danske jyder er ved at blive assimileret. Således har de jyske hjemstavnsforeninger i København noteret en kraftig tilbagegang i medlemstallet, ligesom der efterhånden spises forsvindende lidt marmorkage og rullepølse i hovedstadsområdet.
(Foto: Jes Dorph) UGENS DYR: HOFSNOGEN
Den almindelige danske hofsnog (natrix royalis) overvintrer på steder, hvor den har det lunt og godt, typisk i nyhedsprogrammer, quizshows og lignende. Men om foråret, når den fornemmer, at det er blevet sæson for barnedåb, bryllupper og runde fødselsdage i kongefamilien, vågner hofsnogen op til dåd og begynder at sige ting som: »Velkommen til 14 timers direkte tv på denne historiske dag for Danmark og det danske kongehus!«.
Hofsnogen er et nøjsomt dyr, som kan tygge meget længe på selv den mindste oplysning. Hofsnogen lever af varm luft og hvad den kan tilkæmpe sig af rester fra de kongelige buffeter.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























