FOLDER VÆLTER VÆMMELSE-BUDGET Ny Væmmelse Kommune er blandt de mange danske kommuner, der har overskredet deres budget. »Det er naturligvis ærgerligt, men det er nu en gang ikke gratis at være en fremtidsorienteret og visionær kommune, der gerne vil gøre en forskel i en globaliseret verden«, siger borgmester Aage Nielsen og tilføjer: »Vi har bl.a. brugt 150.000 kroner på et medietræningskursus til mig for at styrke mine formidlingsmæssige egenskaber på tv, så seerne oplever mennesket Aage Nielsen i øjenhøjde. Det er mange penge, men vi må erkende, at fjernsynet er fremtiden, og vi vil ikke spare, når det gælder om at få sat Ny Væmmelse på vejrkortet«. »Endvidere har vi brugt 250.000 kroner på folderen ’Ny Væmmelse – porten til Europa’, men også denne udgift har været nødvendig i kommunens fremadrettede strategi for at skaffe såvel turister som nye borgere til kommunen«. »Jeg har selv skrevet forordet, hvor jeg præsenterer mig og byder læserne velkommen til Ny Væmmelse. Det fylder de fem første sider, men for at bryde ensformigheden er der farvebilleder af både mig, af rådhuset og af borgmesterkontoret«, forklarer Aage Nielsen. »Folderen har også afsnittet ’Ny Væmmelse – kulturby i forandring’, hvor vi bl.a. fortæller om skulpturen ’Dystopisk Morgenrøde’, som er opstillet på parkeringspladsen bag Kvickly og skabt af den kendte lokale kunstner og krystalhealer Kukur Olafsson«. »Det er klart, at det koster noget at være en visionær kommune, og jeg er sikker på, at borgerne er enige i, at vi er nødt til at tænke langsigtet af hensyn til fremtiden. Derfor tror jeg også, de har fuld forståelse for, at vi i år må skære en time af daginstitutionernes åbningstid og begrænse dagrenovationen til hver femte uge for at sikre velfærden på den lange bane«, siger en trods alt fortrøstningsfuld Aage Nielsen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























