Wayne Rooney, England. Er i sit livs form, efter at landstræner Fabio Capello har forbudt ham at drikke fadøl på banen. Har virket tændt til træningen, hvor tre holdkammerater måtte graves fri af grønsværen med tungt entreprenørudstyr, efter at Rooney var løbet hen over dem. Donna Maradona, Argentina. Den argentinske landstræner, Diego Maradona, chokerede fodboldverdenen, da han lod flere stjernenavne blive hjemme og i stedet udtog sin bedstemor til VM-holdet. Den 87-årige debutant er tiltænkt en rolle som spilfordeler på den centrale midtbane. Dennis Rommedahl, Danmark. Morten Olsens søn meldes i storform før mandagens kamp mod Holland. Under træningen i går ramte den danske kantspiller således bolden adskillige gange. Kim Jong Il, Mordkorea. Fungerer både som sit lands præsident og spillende træner på det mordkoreanske VM-hold. Er også national mester i stangspring, vægtløftning, dressurridning, græsk-katolsk brydning, simultanskak og 1.500 meter butterfly. På det seneste har Kim dog vist sportslige svaghedstegn, idet han kun blev nummer 2 ved de mordkoreanske mesterskaber i kunstskøjteløb, men selv forsikrer han, at der kun er tale om en forbigående formkrise, og at han vil komme stærkt igen under VM.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























