HVÆSERNE MENER

Lyt til artiklen

HVÆSERNE MENERHELDIGE MED HELLEPens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg: Hvor er den danske venstrefløj altså heldig! Tænk engang at have fru Helle Thorning-Schmidt som bannerfører for Sultens Slavehær i det kommende opgør med regeringens dybt asociale politik! En kvinde, som er så optaget af at forbedre vilkårene for de åh, så dårligt stillede, at hun slet ikke har nogen fornemmelse af, hvor hendes egen mand befinder sig, og om han derfor bør betale skat i Danmark, men det kan selvfølgelig også være svært at finde ud af, om manden opholder sig i sit pamperly i Schweiz, i parrets fælles luksusbolig i København, i sommerhuset på Bogø eller i lejligheden i London, hvor det i parentes bemærket ikke vil være muligt at inddrive den ’millionærskat’, hvormed fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal har tænkt sig at øge brandskatningen af verdens i forvejen mest brandskattede land! Men som repræsentant for den globaliserede socialistelite må man selvfølgelig tage sine forholdsregler, det er da klart, og når man har hele verden som sin fumleplads, kan man jo heller ikke forventes at give korrekte oplysninger til myndighederne om småting som, hvilket land éns ægtefælle opholder sig i! Næh, det skulle lige være en anden én, der havde forsøgt at bilde skattevæsenet ind, at fru Brokkendorf kun tilbragte 33 weekender om året i Vrissenbjerg og derfor var fritaget for at betale skat, så skulle de nok rykke ud med krav om dokumentation og fanden og hans fødselsdag, for det er ikke os almindelige jyske borgere, der finder nåde for skatteinddrivernes øjne, selv om vi har slidt og slæbt, til vi har fået ondt i røven, for at finansiere Det Kongelige Teaters bøsseballetter og Instituttet for Sammenlignelige Eskimologistudier på Københavns Universitet! Hvem sagde lighed for loven?

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her