RUMFORSKERE VIL GØRE NYT FORSØG
Den danske rumfartsorganisation Hovsa har ikke mistet modet efter weekendens mislykkede forsøg på at sende verdens første ubemandede hårtørrer ud i rummet. »Det er selvfølgelig ærgerligt, men det har alligevel ikke været spildt. Nu ved vi f.eks., at det ikke nytter noget at købe den billigste hårtørrer fra OBH. Hvis man vil noget seriøst inden for rumfart, kræver det væsentligt bedre materiel. Vi har kigget lidt på en Babyliss 6632 E, som vistnok har klaret sig godt i en test for nylig«, siger rumforsker Kristian von Bengtson. En unavngiven kritiker siger til ATS, at den manglende opsendelse bekræfter hans formodning om, at projektet er varm luft. ANNI FØNSBY: URETFÆRDIGTAf vor restreporter Den rufferitiltalte Anni Fønsbys klinikker måtte ved flere lejligheder betale beskyttelsespenge til Hells Angels og Bandidos. Det kom frem under gårsdagens møde i retten i Odense. »Det var smadder uretfærdigt. Især når man tænker på, at mange af pigerne slet ikke brugte beskyttelse«, sagde Anni bl.a. Hun fastholdt i øvrigt, at en ansat i Skat havde fortalt hende, at bordeldriften var legitim, hvorimod skattemedarbejderen understregede, at han havde sagt intim. LYNINTERVIEWMichael Aastrup Jensen (V), hvorfor vil du sende valgobservatører til Sverige? »Fordi jeg har hørt, at der er alvorlig fare for, at de svenske vælgere sætter deres kryds de forkerte steder, hvilket kan være ødelæggende for demokratiet. Det er rystende at tænke på, at der hersker sådan nogle tilstande i vort naboland«. SIDSTE! Det viser sig nu, at Fælleslistens medlemmer ikke har ret meget at være fælles om.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























