Statsminister Lars Løkke Rasmussens charmeoffensiv i det vestjyske er ikke faldet i god jord hos lokalbefolkningen: Gårdejer Erling Güntelberg, Hornum, fik uventet besøg af statsministeren midt i malkningen: »Pludselig stod han i min stald og spurgte, om han skulle holde hestene, imens jeg malkede. Jeg forklarede ham, at det var køer, jeg havde, og at jeg i øvrigt har en malkerobot. Så spurgte han, om der var andet, han så kunne gøre, og jeg sagde, at han gerne måtte lade være med at læne sig op ad lyskontakten, så jeg kunne se, hvad jeg foretog mig«. Svinebaron Otto Knaphul Kristensen, Vester Hjermitslev, var i gang med at fylde grus i hullerne på sin markvej, da han fik fint besøg: »Lars Løkke Rasmussen kom forbi og spurgte, om han ikke skulle sørge for, at vejen blev asfalteret, så jeg kunne komme hurtigere på hospitalet. Men så sagde jeg også til ham: ’Ved du hvad Lars’, sagde jeg så, ’hvis du vil gøre noget for mig, så kan du bygge et sygehus lige her på min mark. Grunden skal ikke koste dig en krone. I hvert fald ikke det første års tid’. Så sagde han, at det næppe var en mulighed, men så sagde jeg til ham, at så syntes jeg bare, at han skulle tage hjem til København«. Folkepensionist Elna Thomsen, Lem, er stadig i chok efter mødet med Lars Løkke Rasmussen: »Han dukkede op, mens jeg var på vej hjem med mine købmandsvarer fra Dagli’ Brugsen. Pludselig greb han fat i mine indkøbsposer og spurgte, om han skulle slæbe dem hjem for mig, men jeg troede jo, at han var en af de dersens sigøjnere, der stjæler med arme og ben, for jeg kunne se, at han var fremmed i byen, og så gav jeg ham et slag i nakken med en rullesteg, hvorefter han sagde undskyld, og så kunne jeg jo godt regne ud, at det måtte være Lars Løkke, for han prøver virkelig at gøre sig populær her på egnen. Men han kan slæbe indkøbsposer for mig fra nu af, og til jeg dør, han får aldrig min stemme, for vi vestjyder glemmer ikke så let, hvad han gjorde med det dér sygehus. Eller var det et frysehus? Ja, det har nok været frysehuset, for det har vi ikke længere, så nu må vi bruge vores egne kummefrysere, og det er regeringens skyld!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























