HVÆSERNE MENER
HALAL I FOLKETINGET
Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg:
Så lykkedes det omsider islamisterne at indtage magtens centrum, det danske Snapsting, med et muslimsk festmåltid bestående af halalslagtede geder og høns, falafler, kikærter, globoller, humus, hvidløg og hvad ved jeg.
Hvor var det rart at se, hvorledes den danske elite – anført af de rigtige meningers ambassadør, stormuftien af Rådhuspladsen, Tøger Zeitungsfaden, der jævnlig kaster sig på knæ for muhamedanerne – havde fundet vej til festen inviteret af fru Özlem Cekic, der i flere år har beriget os med sine kommunistislamistiske holdninger.
I anledning af denne storslåede begivenhed var der udstedt en fatwa imod snapsen, rullepølsen, flæskestegen og de marinerede sild, som ellers i årtier har være grundlaget for det danske folkestyre, men som for evigt vil være tabt, når hærskaren af de åh, så imødekommende islamister om føje år viser deres sande ansigter og overtager landet og omdanner Christiansborgs tårn til en minaret og indretter hestestald i folketingssalen, sådan som tyrken har for vane.
Til den tid vil det måske gå op for d’herrer festmåltidsdeltagere, at de har fungeret som nyttige idioter ved at tage imod de muslimske pita- og nådsensbrød, præcis som stikkerne under besættelsen gjorde det lettere for tyskerne at undertrykke danske værdier.
Hvor ville det være rart, hvis Tøger Zeitungsfaden og hans kulturrabiate venner ville vise den samme forståelse for borgerne i Udkantsdanmark som for muslimerne, men vi er åbenbart ikke nær så spændende, for vi render jo ikke rundt i badesandaler og sære gevandter og lugter af karry og stikker bagdelen i vejret i tide og utide for at bede til Mullah.
Vi nøjes med at stikke en finger i jorden for at finde ud af, hvilken vej vinden blæser, og det kommer man åbenbart ikke langt med i dagens Danmark.
Hurra for det højt besungne multikulturelle samfund!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























