SLØJE JOURNALISTER
B. Rønn Hornbech, desintegrationsminister:
Det er rystende, at den danske journaliststand ikke er i stand til at læse indenad, når jeg taler udenom. Selv om jeg for nylig i en kronik klart og tydeligt redegjorde for det nye pointsystem for familiesammenføringer, så lykkedes det alligevel pressen at forplumre debatten ved at referere indholdet i kronikken. Det er urimeligt, at den fjerde statsmagt på den måde sår splid om noget, som vi og Dansk Folkedragtsparti rent faktisk var uenige om. Heldigvis lykkedes det os at forsikre vort støtteparti om, at jeg var refereret forkert i min kronik, som var taget ud af en sammenhæng. Men det havde næppe været nødvendigt, hvis pressens dækning havde været mere lødig. GODT POINTSYSTEMGyrithe Snørkelmose, Nærum: Hvor er det godt, at regeringen nu vil indføre et pointsystem, så muslimerne ikke kan få deres ægtefæller her til landet. Jeg er ikke racist, men da jeg forleden var i Kop & Kande på Nærumvænge Torv for at købe et talende stegetermometer i Jacob Jensen-design til min svigerdatter, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til et mørklødet ægtepar, der luskede rundt i afdelingen med nips og design, hvor den mørklødede kone havde fået øje på en Georg Jensen vejrstation i børstet stål, som hun begyndte at pille ved. Det var helt tydeligt, at hun ikke anede, hvad apparatet skulle bruges til, og da ekspedienten ville forklare hende det, stod hun bare og gloede på ham uden at forstå et ord af, hvad han sagde. Det er urimeligt, at Kop & Kande skal bruge ressourcer på en så uvidende person, og man må håbe, at det nye pointsystem kan sætte en stopper for den slags. PARABOLCHOK
Verner Delleholm, statsaut. peristaltiker (tidl. ringmuskulatør), Vanløse:
Jeg læste forleden på tekst-tv, at man vil forbyde paraboler. Politikerne tænker åbenbart ikke på, hvor stor betydning parabolerne har for alle os, der gerne vil følge med i udviklingen inden for mudderbrydning på verdensplan. Men vi skal åbenbart alle sammen sidde og glo på ham der Bonderøven, der fortæller, hvordan man reparerer en utæt mælkejunge. Det er sandelig også lærerigt.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























