LÆGEBREVSPRÆKKENv/ dr. Erik Monster Kære dr. Monster Jeg er en statsmand i min bedste alder og vil normalt sige, at jeg har et godt helbred. Det har imidlertid ændret sig i det sidste halvandet år. Jeg mister stadig oftere pusten i diskussioner, hvor nogen beskylder mig for at have givet privathospitalerne for mange penge, ligesom jeg føler en ubehagelig trykken for brystet, når folk påstår, at jeg har forsøgt at dække over det. Kan det virkelig passe, at jeg skal have det så dårligt? Jeg får ellers masser af motion. Jeg cykler en del, og for nylig var jeg en tur i Vestjylland, hvor jeg kravlede rundt på mine knæ i flere dage i træk. Lille Lars fra Græsted Kære Lars For mig lyder det, som om du lider af en arbejdsrelateret stressbelastning. Man ser ofte, at denne tilstand fører til benægtelse - en typisk forsvarsmekanisme, der træder i funktion for at beskytte patienten imod oplevelsen af situationens ubærlighed. I dit tilfælde altså den kedelige sag med privathospitalerne. Men nok om alle disse psykiske lidelser. Nu hvor jeg alligevel har dig, vil jeg ikke undlade at gøre opmærksom på, at vi privatpraktiserende læger står over for en konflikt med regionerne, som vil spise os af med småpenge for vores arbejde. En konflikt vil betyde, at titusinder af patienter må forlade landets lægehuse uden at være blevet kigget i halsen og have fået besked på at tage den med ro i et par dage. Jeg håber derfor, at du også her vil være indstillet på at skære igennem og fastsætte nogle fyrstelige honorarer, så patienterne kan få den behandling, de med rette kan forvente i et velfærdssamfund som det danske. Venligst, MonsterNYT JOB Vi søger en dygtig graverjournalist, som ikke er bange for at få beskidte hænder. Erfaring fra renovationsbranchen vil være en fordel. Henv. Ekstra Bladet
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























