LYNINTERVIEWSolarieejer Bruno Andersen, hvordan reagerede du, da du hørte, at solhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen overvejer at lave en lov om solcentre? »Jeg blev helt bleg! Tænk, hvis man kommer til at overtræde den og får et år i skyggen!«. Så du er ikke vildt begejstret? »Nej. Brian Mikkelsen kan stikke sin lov derop, hvor solen aldrig skinner!«. Kan du flere dårlige solarievittigheder? »Ja, men de tåler ikke dagens lys!«. KOKKEHUERNEv/ Den kræsne madanmelder Forleden delte Michelinguiden sine eftertragtede stjerner ud. Der var ingen til Restaurant Geranium, hvor den såkaldte 'verdensmester i kogekunst', Rasmus Kofoed, huserer. Og det forstår jeg så udmærket. Jeg har selv gæstet restauranten, som havde den frækhed at servere en ret med blomkål til mig, selv om jeg hader blomkål og kommer til at fise af det. Men ikke nok med det. Menuen bestod også af østers, som får mig til at kaste op bare ved synet, og klar tomatsaft, som giver mig blister i munden. Jeg tilkaldte høfligt 'verdensmesteren' og bad ham forklare mig, hvad han havde forestillet sig, jeg skulle stille op med alle disse gastronomiske rædsler, og bad ham i stedet smøre mig et stykke franskbrød med Nutella. Men uha nej, den slags særbestillinger tager den 'fine' restaurant ikke imod, og jeg tvivler på, at de overhovedet har Nutella i deres køkken. Hvis Michelinmanden har været udsat for den samme behandling, er der ikke noget at sige til, at restauranten ikke har fået en stjerne. Jeg har valgt ikke at give nogen kokkehue overhovedet, men gik i stedet forbi køkkenet på vejen ud og tissede i en af gryderne, så den fornemme kok og hans personale kan se, hvad der sker, når man bringer en madanmelders pis i kog.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























