SLØJD ER SAGEN I NØVLING Kommunelærer A. Svendsen fra Nøvling Centralskole mener ikke, at det står så sløjt til med sløjdundervisningen, som det forleden fremgik af en artikel i Politiken: »Tværtimod synes jeg, at vores elever får lavet nogle rigtig pæne ting. Tag nu bare de fuglekasser, som 7. klasse har fremstillet under kyndig vejledning af vores sløjdlærer, Chr. Hansen. De er måske ikke helt lige alle sammen, og i et par tilfælde er eleverne kommet galt af sted med boret, så indgangshullerne er blevet rigeligt store, men her skal man jo tænke på, at også større fugle har brug for tag over hovedet, og hvem ville ikke gerne have en kongeørn boende i en fuglekasse i haven?«. »Jeg vil også gerne fremhæve 6. klasses produktion af bordskånere. De fleste af dem har ganske vist en hældningsgrad på 20-30 procent, men det betyder jo ikke, at sovsen løber over, når man stiller gryden på dem. I hvert fald ikke hvis sovsen er lavet efter de forskrifter, som skolens husholdningslærerinde, Alma Eriksen, har indprentet børnene i skolekøkkenet, for Almas sovs er så tyk, at man kan vende gryden på hovedet, uden at den løber ud. Hun er for resten en prægtig kvinde, vores husholdningslærerinde, og jeg må sige, at hvis jeg ikke havde været lykkeligt gift med fru Svendsen, så ... men lad nu det ligge«. »Når sløjdfaget har så fremtrædende en plads i undervisningen her i Nøvling, er det naturligvis i første række Chr. Hansens fortjeneste. Dog vil jeg bestemt ikke afvise, at jeg selv kan havde bidraget til elevernes glæde ved at arbejde i træ. Således kan man næppe undervurdere betydningen af, at samtlige klasser i mine timer har set filmen ’Bæveren – den lille ingeniør’. Nogle af dem endda flere gange. Når man som elev først har oplevet, hvordan de små, initiativrige gnavere arbejder med de kolossale træstammer, som de evner at forvandle til imponerende bygningsværker midt i Colorados store floder, kan man jo slet ikke vente med at komme ind i Chr. Hansens sløjdlokale og fremstille en bordskåner til middagsbordet derhjemme med sine egne tænder«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























