SKOLER DROPPER PROBLEMATISKE JULESANGE Flere skoler har valgt at droppe de julesange, som kan tænkes at støde nogen. ATS bringer en foreløbig liste: Glade jul, dejlig jul. Ikke alle synes, julen er en dejlig tid, og det er en hån at påtvinge dem det synspunkt, at julen er vidunderlig. En rose så jeg skyde. En salme, der kan få mange pacifister op i det røde felt. Sikken voldsom trængsel og alarm. Kan skabe angst hos de mange danskere, der lider af klaustrofobi. Jeg så julemanden kysse mor. En sang, der kan skabe unødig frygt hos børn, der er bange for, at far og mor skal skilles. Et barn er født i Betlehem. Det er især sætningen »Guds engle sang med fryd derom«, som er en torn i øjet på satanister, der får det fysisk dårligt, når de konfronteres med engle. NYT OM NAVLE Frederik Fetterlein oplyser, at han har været hos numerolog og nu kalder sig Friedrich Javertus von Fetterling. »Jeg tror, at navneskiftet vil give mig en ny start. Jeg vil ikke længere bliver opfattet som ham den uansvarlige og umodne, fallerede tennisspiller, der ikke har andet i hovedet end damer, druk og fester, og som aldrig betaler sine kreditorer, men i stedet som en dybt seriøs falleret tennisspiller, der bestræber sig på at feste ordentligt igennem og snave med alle kvinder, der byder sig til. Men om det lykkes, kan jeg ikke sige endnu, da numerologen har truet med at tage navnet tilbage, hvis jeg ikke snart betaler det første afdrag«, siger Friedrich Javertus von Fetterling. Carsten Hansen – klar til at kysse under misteltenen.MIN JUL Kendte danskere fortæller, hvordan de skal holde jul. I dag udkantsminister Carsten Hansen. »Jeg holder jul i familiens skød, selv om jeg egentlig havde håbet at gøre det i min sekretærs. Men det lod sig på grund af indtrufne omstændigheder desværre ikke gøre«. »Jeg er vild med de fleste juletraditioner, og for eksempel har jeg hængt en misteltén op inde i ministeriet lige ved siden af den skranke, hvor piccolinerne afhenter mine papirer. Desværre når de altid at smutte fra mig. Og så siger man, at den offentlige sektor ikke er effektiv«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























