Gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, SF, skriver: Forleden kom jeg til at tænke på, hvor tosset det egentlig er, at vi stadig kalder vores parti for Socialistisk Folkeparti. Jeg synes, det virker unødigt ekskluderende i en tid, hvor vi også skal kunne rumme folk, der ikke er socialister. Samtidig har vi jo ikke så mange penge til at føre socialistisk politik for, så egentlig synes jeg hellere, vi skulle kalde os Symbolistisk Folkeparti. Det ville også være mere ærligt over for vælgerne. NY PRINSESSE ÆNDRER ARVEFØLGEN Med kornprins Joachims og prinsesses Maries nyfødte er der sket ændringer i arvefølgen: Prinsesse Benedikte er nu henvist til 11. pladsen: »Jeg synes, at jeg havde fortjent min plads i Top Ti, og derfor er det selvfølgelig ærgerligt at blive skubbet ud af en undermåler, der ikke engang er i stand til at tale affekteret endnu. Men det tæller åbenbart ikke, at man har en høj anciennitet. Sådan er vilkårene i en verden, der dyrker ungdommen helt hæmningsløst«. Prinsesse Elisabeth, skubbet ned fra 11. til 12. pladsen: »Umiddelbart gør det mig ikke så meget, men jeg er ked af, at det medfører en dårligere bordplacering under officielle middage. Tidligere har jeg haft storhertugen af Borussia Mönchengladbach til bords, men nu risikerer jeg at blive placeret ved siden af direktøren for Skov- og Naturstyrelsen eller formanden for Dansk Gede Union. Surt!«. GRUPPEFORMAND: SF BØR IKKE SKIFTE NAVN ALLIGEVELGruppeformand Pernille Vigsø Bagge, SF, skriver: Jeg beklager, hvis jeg med mit tidligere indlæg har skabt det indtryk, at jeg gerne vil give Socialistisk Folkeparti et nyt navn. Jeg troede, at jeg udtalte mig i en anden sammenhæng, men det gjorde jeg altså ikke, og det synes jeg ærlig talt godt, man kunne have fortalt mig, for så havde jeg nok udtalt mig anderledes. Men nu, hvor jeg har fået mulighed for det, vil jeg gerne understrege, at det naturligvis ikke er min mening, at SF skal skifte navn. Kun at vi skal skifte mening. FACEBOOK
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























