SÅDAN HAR DU ALDRIG SET ONKEL ANDERS FØR De forbudte filmklip, som nu vises for første gang på filmfestivalen CPH PIX: -Scene fra 'Far til fire i højt humør', hvor onkel Anders blotter sig for fru Sejersen. -Fraklip fra 'De røde heste', hvor Poul Reichhardt træner til det altafgørende derby, men da hesten Junker er til dyrlæge, pisker han Tove Maës i stedet. -I 'Far laver sovsen' har man fjernet en scene, hvor der benyttes unødigt store mængder margarine. -Fra 'Fodboldpræsten' vises det hidtil hemmeligholdte klip, hvor Jørgen Reenberg begår et groft frispark og efterfølgende kalder dommeren »dit lange bindeslips!«. Desuden vises fraklip fra flere Nils Malmros-film, hvor de medvirkende kommer til at slå over i rigsdansk. NYT FRA SFFør SF's landsmøde er der indkommet følgende forslag til ændring af partiets vedtægter fra Pernille Frahm m.fl.: »Personer, der ikke er valgt til Dolketinget, og som desuden er under gennemsnitshøjde og karseklippede, kan ikke blive medlemmer af partiets daglige ledelse«. Pernille Frahm afviser, at forslaget skulle være et forsøg på at komme af med Thor Möver Pedersen: »Jeg forstår virkelig ikke, at nogen kan opfatte det sådan. Vi vil bare gerne have en ledelse, der er repræsentativ for partiet, og hvis du kigger dig omkring, er der altså ikke ret mange små, karseklippede mænd blandt vores medlemmer«, siger hun. MODSTANDSBEVÆGELSEN I STADIG VÆKST Der viser sig nu at være langt flere modstandsfolk end de 85.000, som Frihedsmuseet nåede frem til for nylig: »Faktisk er vi nu oppe på 700.000, efter at vi har besluttet at tælle alle de danskere med, der har været i biografen og se 'Hvidsten Gruppen'«, siger en talsmand for museet og tilføjer: »Der er i dag hilsener til Kaj, Frank, Leif, Erik og Henning«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























