Borgmester Aage Nielsen, Ny Væmmelse Kommune, stiller sig uforstående over for kritikken af kommuner, der bruger penge på at bygge museer og kulturhuse. »Ved min tiltrædelse besluttede vi at markedsføre Ny Væmmelse som 'Kulturkommunen, der sætter kunsten i centrum', og der er ingen tvivl om, at vi ikke ville have været dér, hvor vi er i dag, hvis det ikke var for vores store kultursatsning«. »Efter at vi placerede den lokale kunstner og kraniofækalterapeut Kukur Olafssons mesterværk 'Dystopisk morgenrøde III' på parkeringspladsen foran Kvickly og omdøbte pladsen til 'Kunsttorvet', har vi oplevet en markant stigning i antallet af parkerede biler, især i de perioder, hvor Kvickly har haft tilbud på oksetyndsteg. Og der er ingen tvivl om, at i de tilfælde, hvor oksetyndstegen har været udsolgt, så har det været en trøst for kunderne, at de trods alt har kunnet tage en kunstnerisk oplevelse med sig hjem«. »Kukur Olafsson har været et uvurderligt trækplaster for kommunen, og det samme kan siges om en anden lokal kunstner, den mundlamme fodmaler Birgitte Aabo, som jævnligt har udstillet sine abstrakte akvareller i Ny Væmmelse Sparekasse, indtil denne desværre gik konkurs tidligere på året«. »Lige siden har Birgitte Aabo manglet et sted til sin kunst, og derfor er det da også min ambition at etablere et kunstpalads, som kan rumme såvel Birgitte Aabos fodkunst som Kukur Olafssons nonfigurative værker i forvredet stål. Et palads, hvor også internationale kunstnere vil få mulighed for at gøre deres værker kendte af en bredere kreds«. »Netop for at kombinere det rummelige med det internationale, som Ny Væmmelse prioriterer højt i bestræbelserne på at markere os som foregangs- og kulturkommune i en globaliseret verden, har jeg tænkt mig, at kunstpaladset skal hedde 'Museum of Any Art'. Det skal være et vartegn for byen, på samme måde som operahuset er det for Sydney«. »Jeg har allerede haft kontakt med den danske verdensarkitekt Bjarke Ingels, men han forekom mig en anelse dyr, og som politiker skal man være forsigtig med at bruge borgernes penge. Navnlig op til et kommunalvalg. Så over for byrådet vil jeg indstille, at vi i stedet bruger den lokale arkitekt Ole Frederiksen, der tegnede min nye udestue forrige år«. »Ole har desuden dét internationale udsyn, som opgaven kræver, idet han var i Australien for 4 år siden, hvor han bl.a. så operahuset, og der er ingen tvivl om, at det har været en stor inspiration for ham i arbejdet med såvel udestuer som andre bygningsværker«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























