VOR FODBOLDQUIZ Hvem er den mest upopulære person på stadion, når guldfavoritterne FC Nordsjælland spiller på hjemmebane? Se svaret nederst i organetKENDT PSYKOLOGS FORÆLDRE INDKALDES TIL ALVORLIG SAMTALEATS er kommet i besiddelse af dette brev til John Aasted Halses forældre: Vi i Børnerådet har på det seneste observeret en bekymrende adfærd hos jeres søn, John. Hvor han tidligere virkede harmonisk og afbalanceret i sin interaktion med de andre i gruppen, har han i den seneste dage optrådt udadreagerende og aggressivt over for Lisbeth, som han ellers tidligere har haft et godt forhold til. Når vi spørger ind til, hvorfor John er sådan efter Lisbeth, får vi ikke andet svar, end at »hun er rigtig, rigtig dum«, og at hun ødelægger legesituationen, når John og hans kammerater leger børnepsykologer. Derfor holder de Lisbeth ude af legen – endda så meget, at hun ikke en gang får lov at være kameramand, når børnepsykologen udtaler sig til tv. Vi synes med andre ord ikke, at John er velfungerende i gruppesammenhæng og vil derfor bede jer komme til et møde i Børnerådet, så vi kan få afklaret, hvad der ligger bag hans pludselige adfærdsændring. NYT OM SUNDHED Efterspørgslen på speciallæger stiger dag for dag, rapporterer vor sundhedsmodarbejder. Senest har statsminister Helle Thorning-Schmidt søgt hjælp hos endnu en spindoktor. BREAKING NEWS Regeringen har nu planer om at slå store bededag og 1. maj sammen under navnet Store Rødbededag. Det ventes at give 10.000 nye arbejdspladser samt returpant for et endnu ikke opgjort beløb. SVAR PÅ FODBOLDQUIZ Ham, der står nede foran de andre tilskuere med en megafon og råber: »Gi’ mig et F! Gi’ mig et C! Gi’ mig et N! Gi’ mig et O! Gi’ mig...« (forkortet af redaktionen)
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























