Af alle danske sportsjournalister Op til EM i fodbold har vi ved flere lejligheder givet udtryk for, at det danske landshold spillede som en pose nødder, og at holdets chancer for at komme videre fra den indledende gruppe var på niveau med en snebolds fremtidsmuligheder i helvede. Det mente vi naturligvis ikke. Tværtimod har vi hele tiden været af den opfattelse, at Morten Olsen har fået samlet et unikt mandskab af fremragende boldbegavelser i den helt rette blanding af ungdom, rutine og Dennis Rommedahl. Vi er derfor ikke et sekund i tvivl om, at Danmark netop til dette EM har et hold, der ikke blot er favorit til at vinde sin indledende gruppe, men som kan gå hele vejen og gentage triumfen fra eventyrsommeren 1992, hvilket ingen (bortset fra os, naturligvis!) ville have troet muligt, før turneringen startede. Den knusende 1-0-sejr over de synkende hollændere har imidlertid vist, at oraklernes tid ikke er forbi, og at vi havde ret, da vi allerede inden slutrunden udråbte 2012 som ’Olsens År’. Et år, hvor Danmark atter kan indtage sin retmæssige plads blandt verdens største fodboldnationer. VENTETIDEN ER SLUT Så er folkekirken klar med sit nye ritual for homovielser. Her giver kirkeminister Manu Sareen og biskop Kjeld Holm hånd på, at de vil elske og ære hinanden i medgang og modgang, indtil døden skiller dem ad. ERHVERVSLIV I KINAJUBEL Dansk erhvervsliv har sat alle sejl til, når Kinas præsident i denne uge besøger Danmark: - Der er forventninger om en kæmpeordre på miljøvenlige anlæg til munkeafbrænding i Tibet.
-Den danske hotdog-kultur menes at have et stort potentiale i Kina, hvor man sjældent spiser brød til hunden.
- Irma regner med at indgå en flerårig aftale om import af Maosko.
BREAKING NEWS
Finansminister Bjarne Corydon erkendte i går efter sammenbruddet i trepartsforhalingerne, at regeringen lider af Metaltræthed.
ATS er Politikens daglige satirespalte.





























