Özlem Cekics Facebook-venner giver hende gode råd om, hvorvidt hun skal stemme for eller imod skattereformen: Carina: Kære Özlem. Jeg beundrede dit mod, da du inviterede kuglestøderen Joachim B. Olsen med hjem til mig, så han ved selvsyn kunne konstatere, at der findes fattige i Danmark, som kun har råd til at tage i Lalandia med deres børn en enkelt gang om året. Tænk, at vi kalder Danmark et velfærdsland, når vores system er med til at berøve børn så vigtige oplevelser i deres barndom. Jeg er sikker på, at samfundet på længere sigt kommer til at betale for de manglende oplevelser i vandrutsjebanen i form af kriminalitet og ADHD. På den baggrund vil jeg opfordre dig til at udvise det samme mod som sidst: Stå fast på dit synspunkt! Pernille Vigsø Bagge: Kære Özlem. Du skal vide, at vi i Søvndalistisk Folkeparti altid har sat stor pris på dig. Du er som et familiemedlem for os, og vi står altid parat til at hjælpe dig, for vi ved, at du ikke har andre steder at gå hen. Derfor bør du også for din egen skyld stemme for skattereformen. Det vil gøre ondt helt ind i sjælen på både Villy, Thor og mig, hvis vi bliver nødt til at sparke dig ud. Lisbeth Bech Poulsen: Kære Özlem. Hvor har Pernille dog ret. Jeg har selv haft stor glæde af hendes empati og hjertevarme … undskyld, jeg bliver lige nødt til at tørre øjnene …, og jeg er sikker på, at både hun og Villy nærer de samme varme følelser for dig, som de gør for mig. Thor Möger: Stemmer du imod, skal du ikke undre dig, hvis jeg dukker op uanmeldt i din have for at tjekke, om du får udført ulovligt arbejde. Johanne Schmidt-Nielsen: Kære Özlem. Du skal ikke lade dig pisse på!
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























