Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg: Jamen, selvfølgelig vil de radikale da tvinge benzinselskaberne til at opstille ladestationer til elbiler! I forvejen har de jo tvunget os til at modtage nye horder af somaliere, afghanere og muhamedanere, som vi skal føde på, og hvis de radikale lattedamer får deres vilje (hvilket de jo plejer at gøre), skal de tilrejsende ’kulturberigere’ sandelig også have lov at hejse deres hjemlandes spraglede køkkengardiner op i danske flagstænger, for hvad skal vi dog med gode, gamle Dannebrog, når fru Margrethe Vestager og konsorter alligevel er i færd med at afvikle nationalstaten? Og elbiler er jo også Danmarks fremtid, ikke sandt? Disse teknologiske vidundere kan køre helt op til 68 kilometer på en enkelt opladning, hvis de ikke kortslutter undervejs, og såfremt man sørger for at holde farten under 20 kilometer i timen, og så forurener de højt besungne elbiler jo heller ikke som de benzin- og dieselbiler, vi enfoldige grødbønder insisterer på at køre rundt i, blot fordi de kan bevæge sig hurtigt og sikkert på de efterhånden få veje, hvor der ikke er opstillet fotovogne eller anlagt vejbump, blomsterbede, cykelstier, fodgængerovergange og andre trafikhindrende foranstaltninger, der sammen med de svimlende høje benzin- og vægtafgifter skal afholde hårdt arbejdende bilister fra at føle alt for stor køreglæde, når vi endelig kan holde lidt fri efter at have skrabet endnu en dynge skattekroner sammen til at finansiere den fortsatte import af bekvemmelighedsflygtninge og andre stratenrøvere fra de varme lande. Hurra for Danmarks grønne fremtid! EN FORFÆRDELIG FERIEGyrithe Snørkelmose, Nærum: Efter talrige ubehagelige møder med skumle udlændinge på Nærumvænge Torv tog jeg for nylig på charterferie med min søster fra Virum for at få et pusterum. Det kunne jeg godt have sparet mig! Uanset hvor vi bevægede os hen, vrimlede det med udlændinge, og mange af dem var utroligt nærgående og forsøgte hele tiden at sælge os smykker og solbriller og ægte flyvende tæpper, og jeg ved snart ikke hvad! Så snart jeg var kommet hjem, sendte jeg en klage til Falk Lauritsen Rejser, men de nægtede at give mig pengene tilbage. De svarede bare nok så frækt, at jeg måtte regne med at møde en del udlændinge, når jeg havde købt en rejse til udlandet! Jeg synes, det er helt utroligt, hvad man efterhånden skal finde sig i!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























