Borgmester Aage Nielsen fra Ny Væmmelse Kommune frygter, at regeringens planer om at nedlægge kaserner også kommer til at gå ud over hjemmeværnet: »Vi har et særdeles velfungerende hjemmeværn her i området, og det ville være en katastrofe, hvis vi skulle undvære det«. »Når man er en ambitiøs kommune, der ønsker at sætte et fingeraftryk på landkortet i en globaliseret verden på den lange bane, er det helt afgørende at have mulighederne for at dirigere færdselen i forbindelse med større arrangementer, ligesom det er en tryghed for borgerne, at der i området findes et korps af frivillige, våbenføre mænd, der er i stand til skabe ro i tilspidsede situationer«. »Jeg tør næsten ikke tænke på, hvordan det ville være gået sidste år, hvis vi ikke havde haft hjemmeværnet til at afvikle trafikken, da vi afholdt Ny Væmmelse Kulturnat. Arrangementet havde tiltrukket mange gæster udefra, som benyttede sig af den enestående mulighed for at få et indblik i, hvordan egnens største kulturpersonligheder, den mundlamme fodmaler Birgitte Aabo og kunstneren og kraniofækalterapeuten Kukúr Olafsson, arbejder. Et andet højdepunkt var den ballonkunstner, som Kvickly havde engageret til at lave abstrakte figurer samtidig med, at en demonstratrice fra Doktor Oetker serverede gratis smagsprøver på drømmekage«. »Det er klart, at den slags giver visse trafikale udfordringer, og på et tidspunkt var Kvicklys parkeringsplads, Kunsttorvet, da også blokeret, så bilerne måtte ledes andre steder hen. Uheldigvis skabte det flere kaotiske situationer. Den værste var nok, da en personvogn blev dirigeret ind gennem forhaven til Væmmelse Wellness Center, hvor den væltede et fuglebad og endte med køleren nede i et boblebad, som gudskelov netop var blevet forladt. Ingen personer kom altså noget til, men vandet fra boblebadet fossede ud på gulvet, og hvis ikke Hjemmeværnet havde stillet en pumpe til rådighed, ville det uden tvivl have afstedkommet alvorlige vandskader og deraf følgende lukning af wellnesscenteret«. »Og dét er blot et af mange eksempler på, hvor vigtigt det er for en kommune af Ny Væmmelses størrelse at råde over et hjemmeværn«, siger borgmesteren, som også fremhæver det forbilledlige samarbejde, kommunen gennem årene har haft med hjemmeværnet. »Da jeg for eksempel skulle fejre min 60-års fødselsdag, tilbød lederen af Hjemmeværnsgården at få sine folk til at sætte et samaritertelt til 100 personer op i min have. Den slags var ikke sket, hvis ikke jeg havde haft ham at henvende mig til«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























