Det skal være slut med at sætte flere overvågningskameraer op i hovedstaden, mener Københavns Politi: »Vores erfaring er, at vi ofte har utrolig svært ved at identificere personer selv på meget skarpe billeder, og så er der jo ingen grund til at bruge penge på det« siger politiinspektør Svend Fjolager. UD I NATUREN: DÅSEJAGTEN GÅR INDAf naturvejleder Bent Skovmose Øldåsen er en såkaldt invasiv art, som er kommet ind i landet sydfra, og netop nu kan man finde rigtig mange af dem i skovbryn og grøftekanter, hvor de typisk efterlades, når de er blevet tømt for deres næringsrige saft. Det er tydeligt, at de her øldåser meget hurtigt har tilpasset sig danske klimaforhold, og efterhånden er det ikke kun de gængse arter fra grænselandet, vi kan støde på ude i naturen. For nylig har man således fundet tjekkiske Urquell-dåser så langt nordpå som Rold Skov, hvor man tidligere kun så Harboe og Hansa Pils. Mange naturelskere synes, det er noget skidt med alle de dåser, der dukker op midt imellem klokkeblomst, bellis og følfod. Men jeg kender nu også flere, der er begejstrede. For eksempel dem, der gerne vil have en naturoplevelse, men som ikke lige gider at gå på svampejagt, eller som synes, det er et frygteligt pillearbejde at kravle rundt i skovbunden og lede efter gule myrer til Restaurant Noma. Her er øldåserne et udmærket alternativ, som nemt kan indbringe 20 kroner for en sækfuld hos nærmeste produkthandler. ENHEDSLISTEN ENIG MED REGERINGEN For første gang i flere måneder udtrykte Johanne Schmidt Nielsen i går sin udelte begejstring for et af regeringens initiativer: »Det er meget positivt, at regeringen nu vil give Arbejdstilsynet ret til at skride ind over for mobning og chikane på arbejdspladserne«, sagde Johanne Schmidt Nielsen. »På min arbejdsplads har jeg selv været udsat for at blive pisset på, og her på det seneste har en fyr ved navn Henrik Sass ikke bare har været ude efter mig, men efter hele den gruppe, jeg arbejder sammen med. Han render rundt og beskylder os for at ville afskaffe politi og militær, selv om det bare er noget, der står i vores program. Det er meget ubehageligt at blive bagtalt på den måde«. MEL & FJANGLERHvæsernes redaktør skriger: Vi skrev i går, at en række halalslagtere kører med faste tilbud under ramadanen. Der skulle naturligvis have stået fastetilbud. Vi klebager.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























