ÖZLEMNYT
Özlem Cekic oplyser, at hun stadig tegner Søvndalistisk Folkeparti:
»For eksempel har jeg lige lavet vedlagte tegning, og jeg synes, den ligner partiet ganske godt, som det se ud lige nu«, siger hun til ATS.
HÅRD STRAF VENTER PAVENS BUTLER Vatikanet nægter at tilgive pavens butler, som blandt andet står anklaget for at have viderebragt hemmelige oplysninger fra Benedikt XXL’s personlige sekretariat. »Som udgangspunkt kræver vi, at han sendes direkte i skærsilden, subsidiært fremsiger 1.756 Ave Maria’er og forærer kirken 17.345 tællelys, samt at han over en tiårig periode står til præsternes rådighed, i det omfang kordrengene enten nægter eller har pådraget sig en smitsom sygdom«, oplyser en talskardinal. HVÆSERNE MENERGIV BØLLERNE ELBILER
Pens. agronom Erling Brokkendorf, Tværvej 13, Vrissenbjerg:
Jamen, hvor har de radikale dog ret! Naturligvis skal vi da tilbyde unge kriminelle en uddannelse som belønning for, at de vælter vore fuglebade og slår gamle damer ned på gaden, og når vi nu alligevel har sat sødsuppen på bordet, må vi også sørge for, at de stakkels forbrydere har ordentlige transportmidler til rådighed, så de ikke ser sig nødsaget til at stjæle vores biler, når de skal i skole, og her er det naturligvis helt afgørende, at staten ikke stiller hæslige benzinslugere til rådighed for de unge lømler, men sørger for, at de kriminelle kan bevæge sig standsmæssigt rundt i skatteyderfinansierede elbiler med mulighed for at koble sig gratis på forsyningsnettet, så de kan komme hurtigt fra det ene gerningssted til det andet og varetage udplyndringen af den danske befolkning i tæt samarbejde med hr. Thor Möver og de andre forbrydere, der for tiden lever godt og trygt bag de ministerielle hæve-sænke-borde.
Længe leve den højt besungne resocialisering.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























