Aage Nielsen - uenig med regeringen. Borgmester i Ny Væmmelse Kommune Aage Nielsen er uenig med regeringen i, at der skal ansættes flere pædagoger i daginstitutionerne. »Regeringen er af den opfattelse, at de 500 millioner kroner, som de har givet kommunerne til en forbedring af daginstitutionerne, skal bruges til en forbedring af selve daginstitutionerne. Den tolkning er jeg uenig i«, siger Aage Nielsen. »Som en globalt orienteret vækstkommune med fokus på kulturen på den lange bane har vi her i Ny Væmmelse Kommune en bredspektret palet af opgaver, der trænger sig på, hvis vi skal bevare fokus på de fremadrettede udfordringer, vi står over for i bestræbelserne på at sætte et fingeraftryk på landkortet«. »Derfor har vi da også besluttet at bruge vores andel af de 500 millioner kroner på nogle af de opgaver, der trænger sig mest på. For nylig måtte vi således afsætte 20.000 kroner til reparation af vor lokale kunstner og kraniofækalterapeut Kukur Olafssons hovedværk 'Dystopisk morgenrøde III', der er placeret på Kunsttorvet bag ved Kvickly«. »En lastvogn med en kødleverance til supermarkedet var kommet til at bakke op i figuren, hvorved dens forvredne udtryk blev vredet i en retning, som ødelagde selve meningen med værket. I sådan en situation er det klart, at vi som regionens kunstcentrum skal gribe ind øjeblikkeligt, og takket være mine overtalelsesevner lykkedes det at få Kukur Olafsson til at aflyse de fleste af sine kraniofækalbehandlinger, så han kunne koncentrere sig 100 procent om at få sin skulptur - og kommunens vartegn - bragt på fode igen«. »For at imødegå nye uheld har vi nu opsat et skilt, hvorpå der står, at der ikke må bakkes i nærheden af skulpturen«. »De statslige penge er også brugt på opsætning af nye blomsterkasser i hovedgaden, der er vort ansigt udadtil, og for en ambitiøs kommune som vores er det overordentlig vigtigt at prioritere den slags opgaver frem for at ansætte et par pædagoger mere til at skifte ble. Jeg er sikker på, at børnene vil have væsentlig større gavn af at vokse op i et område, hvor de daglig kan glæde sig over såvel kunst som blomsterkasser, i stedet for at få skiftet ble i tide og utide, fordi pædagogerne ellers ikke ved, hvad de skal få tiden til at gå med«. PRÆST FIK CHOK En fynsk præst blev sidste søndag indlagt på Odense Universitetshospital med chok. Præsten var som sædvanlig mødt op i sin kirke for at holde søndagsprædikenen, da han pludselig fik øje på en kirkegænger. Det viste sig, at kirkegængeren blot havde været ude at gå en tur, da det pludselig var begyndt at regne. Han gik ind i kirken for ikke at blive våd og kom derved uforvarende til at bringe præsten i affekt.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























