Kinas nye førstedame, Pen Liyuan, startede karrieren som Mao-danserinde. Kinas nye leder, Xi Jinping, har i en årrække været en af landets pinger. Han opfattes som en moderne leder og har for eksempel flere gange antydet, at dødsstraffen i Kina er gammeldags. Xi har i den forbindelse peget på USA som et forbillede inden for moderne aflivningsmetoder. Den nye præsident går som sin forgænger ind for, at Kina skal kopiere såvel vestlige produkter som vestlig livsstil, bortset fra enkelte områder, hvor det ikke skønnes hensigtsmæssigt. Det gælder for eksempel vestligt demokrati og ytringsfrihed. Xi Jinping er meget åben over for dialog med Vesten. Dog går samtalen i stå, i samme øjeblik man kommer til at sige 'Tibet', hvilket prompte får Xi Jinping til at stille sig op på sit skrivebord og synge Kinas nationalsang 'De frivilliges march', indtil gæsten siger undskyld. Her er det vigtigt at formulere undskyldningen korrekt og for eksempel ikke sige: »Undskyld, jeg sagde 'Tibet'«, da det får Xi Jinping op på skrivebordet igen. Xi Jinping er gift med den store popstjerne Pen Liyuan, der startede sin karriere som Mao-danserinde, men senere fik stor succes med sange som 'Vi maler byen rød' og 'Jeg spiser en vovse og en vindrue'. HUNDE FRYGTER PARTISOLDATER De mange tusinde spisende gæster til partikongressen i Beijing har fået byens hunde til gøre alt for at falde ind i mængden. Denne terrier undgik med nød og næppe at indgå i et festmåltid for partimedlemmer fra Guangdong-provinsen ved at klæde sig ud som svensk turist. LJEF & RAMGERLNHvæsernes Redaktør skriger: Vi har ved flere lejligheder skrevet, at Mormons Bog er Mitt Romneys bibel. En række af hans nærmeste forretningsforbindelser oplyser nu, at det er Mammons Bog. Det er særdeles kedeligt med den salgs fjel i aivsen, og som en straf har jeg pålagt alle journalister, der har skrevet om Romney, at skrive om præsidentskiftet i Kina i stedet. Vi klebager.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























