Problem: Du har fået bogen '1001 bøger, du skal læse før du dør', men har allerede læst alle 1001 bøger uden at være afgået ved døden. Løsning: Du kan med fordel bytte den til '1001 andre bøger, du skal læse, hvis du allerede har læst de 1001 vigtigste og ikke er død'. Problem: Du har igen i år fået et større antal 'smartboxe' med adgang til forskellige former for oplevelser, men har ikke tid til at bruge dem alle. Løsning: Byt dem alle sammen til en enkelt ultimativ smartbox med alle oplevelser samlet i én: Du bliver kørt med 200 kilometer i timen i en Ferrari, imens du får en fodbehandling og drikker champagne, inden du ankommer til et wellness-hotel, hvor du forkæles med endnu mere champagne, indsmøres i æteriske olier af en mørklødet bodybuilder, der også giver dig massage, inden du får serveret en 5-retters candlelight-dinner og næste morgen står op til en økologisk brunch, hvorefter du bliver hentet i en limousine og kørt til en nærliggende flyveplads, hvor du kommer ud på en vild flyvetur, inden du kastes ud i faldskærm og lander på en mark, hvor en hest står til din rådighed i en halv time, inden en veteranbil kommer og samler dig op for at køre dig ind til en times tangoundervisning efterfulgt af to timers ølsmagning på et mikrobryggeri. Problem: Du har modtaget cd'en 'Die Besten von Hansi Hinterseer' af et nært familiemedlem. Løsning: Du dropper forbindelsen til det nærtstående familiemedlem eller ifører dig konsekvent tyrolertøj, hver gang I skal ses. Bamse - overvejer at gå i hi.LYNINTERVIEWBamse, de uheldige erfaringer med enkelte tv-værters seksuelle tilbøjeligheder får nu også betydning for de ansatte i DR's børne- og ungdomsafdeling? »Ja, hvad giver du? Jeg har været ansat som Bamse i mere end 30 år, og så kommer de gudhjælpemig og kræver, at jeg fremviser en bjørneattest! Det er jo helt til grin. Jeg er ellers ikke en kylling, men dét her er bare for meget, og jeg overvejer nu at gå i hi på Ramasjangs nat-tv«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























