Statsminister Helle Thorning-Schmidt glæder sig over dagpengeaftalen med Uenighedslisten:
»Vi i regeringen er utrolig glade for, at det med denne aftale er lykkedes at række en hjælpende hånd til en gruppe mennesker, der har haft det rigtig svært på det seneste. Folk som Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen, der uden egen skyld er kommet i klemme i systemet, og som risikerede at stå uden indflydelse, hvis vi ikke gjorde noget. Det har hele tiden været regeringens ambition, at disse mennesker skal kunne gå den nærmeste fremtid trygt i møde, så de ikke render rundt og skaber problemer for os, og det kan de heldigvis nu«, konstaterer Helle Thorning-Schmidt. Journalister tilstår: Vi tog fejl af BundbyAf alle danske sportsjournalister
Vi skal hermed beklage, at vi igennem hele den netop afsluttede fodboldsæson har omtalt Bundby IF som oplagt nedrykningskandidat og kaldt klubbens ledelse for en flok dilettanter og fusentaster, ligesom vi er kede af, at vi har udnævnt cheftræner Trauri Skrubalius til landets dårligste taktiker.
Endvidere skal vi undskylde for de mange artikler og sportsklummer, hvor vi har skrevet, at Bundbys fans burde forbydes adgang til alle fremtidige fodboldkampe, fordi de er en flok voldelige bøvemikler og i øvrigt så dumme, at de burde have skolepengene tilbage, såfremt det kunne dokumenteres, at de på noget tidspunkt havde sat deres ben i en skole.
Sandheden er naturligvis, at Bundby IF har en visionær ledelse, som ved rettidig omhu har frelst klubben fra nedrykning, og at Skrubalius har lagt grunden til en spillestil, hvis talrige finesser vil præge dansk fodbold i mange generationer frem, ligesom det er svært at beskrive den begejstring, der spredte sig som en løbeild gennem landets store fodboldbyer, da det stod klart, at man også i den kommende sæson vil få besøg af de herlige Brøndbyfans, som med deres smittende humør, vældige tissetrang, festlige kasteskyts, militære kanonslag og højlydte løfter om at voldtage tilfældigt forbipasserendes mødre yder et uvurderligt bidrag til de danske fankultur.
Breaking news
Fhv. minimalstatsminister Anders Fjogh Rasmussen oplyste i går som vidne i Målløsekommissionen, at han ikke kendte noget til Birthe Rønn Hornbech.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























