Trods nederlaget til Armenien er det stadig muligt for Danmark at kvalificere sig til VM i Brasilien.
Det kræver blot, at vi vinder vores fire sidste gruppekampe, herunder at vi besejrer Italien med mindst 11 overskydende mål, efter at italienerne har tabt til Bulgarien og Tjekkiet og højst fået 1 point imod Armenien, mens Bulgarien taber med 6 mål eller mere til Malta, samt at tjekkerne derpå vælger at trække sig ud af turneringen på grund af borgerkrig, stormflod, meteornedslag eller anden force majeure, hvilket vil åbne mulighed for, at Danmark som et minimum kan besætte den andenplads i gruppen, der sandsynligvis giver adgang til en playoff-kamp mod en af 2’erne fra de andre grupper.
De fleste fodboldeksperter er dog enige om, at ovenstående scenario kun kan gå i opfyldelse, hvis nogen inden Danmarks næste gruppekamp stjæler Morten Olsens høreapparat for at forhindre, at han ringer rundt til sine foretrukne spillere og indkalder dem til træningssamling, samt at Dennis Rommedahls danske statsborgerskab inddrages, så Morten Olsen aldrig mere kan udtage ham til landsholdet. Nybagte mødre opfordres til kampStine Brix, Uenighedslisten, har sendt os denne tale:
Kære ammerater!
Længe nok har vi fundet os i storkapitalens overgreb på vore bryster! Men nu kan det være nok!
Vi vil ikke stå model til, at caféejere og arbejdsgivere behandler os som pattebørn!
Det er enhver kvindes grundlovssikrede ret at knappe op for blusen i det offentlige rum og brødføde de sultne masser uden at blive gemt væk bag et brystværn, fordi sarte sjæle ikke kan tåle at se et barn die ved sin moders bryst!
Det er tid til at gribe i egen barm og blotte såvel vores bryster som vore undertrykkeres patetiske forbud!
Vi kræver brystmælk i vore caffelatter nu!
Og lad os så her til sidst udbringe en D-skål!
I øvrigt mener jeg
at der ikke er noget mærkeligt i, at Jyske Lov ifølge en forsker også gjaldt for resten af Danmark. Jungleloven gælder jo heller ikke kun folk, der bor i junglen. A. Knudsen, Halvvejen 2, Skodborg
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























