Se svaret nederst i Organet!
GAMMEL FORBRYDER TALER UD – en ATS-reportage
Johnny Børgesen tager imod i celle 27.
Den 64-årige eksrocker har siddet i fængsel det meste af sit liv, og lige nu afsoner han de sidste tre år af en dom på 6 år for vold med døden til følge.
»Det var selvforsvar«, forklarer han. »Det var en fyr, der beklagede sig over, at min hund sked på hans fortov. Sådan skal man ikke opføre sig over for sagesløse dyr. Hvad ville han selv sige, hvis han var trængende og blev bedt om at finde et andet fortov?«
Johnny sukker opgivende. »Nå, og det har så kostet mig nogle år i brummen. Men jeg tager gerne min straf, når det handler om at forsvare min hund«.
Som 64-årig hører han til i den voksende gruppe af ældre indsatte. Selv om Johnny har siddet inde adskillige gange for såvel vold som røveri, hæleri, smugleri, narkosalg og underslæb, så har han alligevel svært ved at vænne sig til nutidens fængselstilværelse.
»Her var meget bedre i gamle dage«, siger han og tager sit forbryderalbum ned fra hylden. Her er billeder fra alle årene i fængsel og fra årene i rockerklubben 'Det beskidte dusin'.
»Det her er fra vores optagelsesritual, hvor man bl.a. skulle dræbe en kat og spise den rå, imens man blev banket med køller og tisset på af de andre i klubben. Det var hårdt, men retfærdigt, og bagefter var man fuldgyldigt medlem. Det var den største dag i mit liv«, siger Johnny og tørrer en tåre væk fra øjenkrogen.
»Vi var 20 medlemmer til at starte med, og vores præsident syntes, at ’Det beskidte dusin’ var et godt navn. Senere fandt han ud af, at der kun er 12 i et dusin, men vi blev enige om, at det lød åndssvagt at kalde os 'Den beskidte snes', så vi beholdt navnet alligevel. Akja, akja. Det var dengang«, sukker Johnny.
»Dengang var det en fornøjelse at komme i fængsel. Men idag?! Bliver der taget hensyn til os ældre, der har været igennem hele møllen igen og igen og har været med til at give fængselspersonalet erfaring? Gu gør der ej. Jeg har flere gange bedt fængselsdirektør om at få en gyngestol og en dartskive i min celle og mulighed for at se TV2 Charlie. Men har jeg fået det? Gu har jeg ej. Hvis man så bare kunne fordrive tiden med at spille mousel eller billedlotteri med de andre herinde. Men de unge indsatte har hele tiden så travlt«.
SVAR PÅ POLITIKERQUIZ
Fordi de er fyldt med stinkadoros.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























