Kommune har desværre ikke plads til atomaffald

Lyt til artiklen

Borgmester Aage Nielsen – smigret over tilbud om radioaktivt affald.KOMMUNE HAR DESVÆRRE IKKE PLADS TIL ATOMAFFALD Ny Væmmelse er blandt de kommuner i landet, der ikke ser sig i stand til at opbevare atomaffald fra Risø. »Det er naturligvis smigrende, at Indenrigsministeriet har udpeget vores kommune som en af de få, der er i stand til at løfte denne meget vigtige samfundsopgave, og der er ingen tvivl om, at det er vores mangeårige indsats på såvel miljøområdet som på en række andre områder, der gør os attraktive«, siger borgmester Aage Nielsen. »Derfor har jeg da også takket ministeren for tillidserklæringen. Men jeg har samtidig måttet skuffe ham med, at kommunen for indeværende ikke råder over grunde, der vil være egnede til opbevaring af affaldet«. »I vores lokalplan har vi udlagt store arealer til erhvervsbyggeri som et led i vores langsigtede strategiske satsning ’Ny Væmmelse – porten til fremtiden’«. »Endnu er det desværre ikke lykkedes at tiltrække andre virksomheder end ’Kajs Autogummi ApS’. Men der er ingen tvivl om, at investorerne vil stå i kø ved kommunegrænsen, så snart finanskrisen er overstået og det går op for dem, at Ny Væmmelse er et oplagt sted at slå sig ned«. »Vi er en fremtidsorienteret kommune, som vil være en aktiv medspiller på den lange bane. Og vi har så mange kulturelle tilbud, lige fra det ugentlige zumbahold i Store Væmmelse Centralskoles gymnastiksal til behandlingerne med sekteriske olier i Væmmelse Wellness Center, at der vil være masser af adspredelse for de tusinder af tilflyttere«. »Med alle disse tiltag siger det sig selv, at vi ikke vil være i stand til også at rumme et atomaffaldsdepot, og jeg har derfor henledt ministerens opmærksomhed på en række kommuner i den anden ende af landet, hvor det vil være mere oplagt at anbringe det«, siger Aage Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her