HVAD SYNES DU OM DE NYE KOSTRÅD?Thomas Rode, stenalderkok: »Det er helt vanvittigt, at folk nu bliver rådet til at spise mindre kød. Hvad i alverden har Fødefarestyrelsen forestillet sig, at vi stenaldermennesker skal gøre, når vi har nedlagt en urokse? Spise 100 gram af den og putte resten i fryseren? Det holder bare ikke!«. K. Spangenberg, kødgrosserer, Kulhuse: »Jeg må sige, at ... mpuff-mpuff ... det er nogle temmelig uovervejede kostråd, der er kommet ud til befolkningen. Især den del, der handler om at skære ned på oksekødet. I sin yderste konsekvens kan det jo betyde, at ... mbakk-mbakk ... vores virksomhed bliver nødt til at finde alternative aftagere til en del af vores bøffer, for eksempel inden for skotøjsbranchen«. Verner Delleholm, peristaltiker (tidl. ringmuskulatør), Vanløse: »Min kone fortalte mig om de nye kostråd forleden, inden jeg sendte hende hen for at hente tre McMonster Double Cheese & Bacon Meals til Champions League-kampen, og jeg kan forstå, at det er noget med at spare på fedtet og spise mere fuldkorn. Det lyder sådan set meget fornuftigt, og jeg er da indstillet på at følge rådene en del af vejen, hvis bare det kan ske, uden at jeg skal rejse mig fra sofaen. For eksempel kan min kone sagtens nøjes med at købe salatmayonnaise i 2-liters spande, og jeg har bestemt ikke noget imod at spise nogle fuldkornspizzaer med pepperoni, kødpølse, bearnaisesovs og dobbelt ost«. BREAKING NEWS Transportminister Pia Olsen Dyhr oplyser, at fremtidens tog ikke kommer til at køre på diesel, men nordsøolie.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























