Arne og Carlos, norsk strikkepar, blev aflyst på biblioteket i Vollsmose.
IKKE FØRSTE GANG, FYNS POLITI AFLYSER
Fyns Politi står uforstående over for kritikken af deres aflysning af et debatarrangement med digteren Yahya Hassan på biblioteket i Vollsmose.
»Det er ikke første gang, vi af sikkerhedsmæssige grunde har fået biblioteket til at aflyse«, fortæller chefpolitiinspektør John Jacobsen.
»Sidste jul havde de inviteret det norske forfatterpar Arne og Carlos, der skulle demonstrere, hvordan man strikker jule- og påskepynt. Der var solgt så mange billetter til ældreklubber i området, at vi frygtede tumult, fordi der kun var et begrænset antal pladser med teleslynge. Og med de mange strikkepinde, som Arne og Carlos ville medbringe, turde vi ikke garantere for sikkerheden«.
John Jacobsen oplyser, at man også år tilbage måtte sige nej til Søren Ryge, som skulle have holdt foredrag om stauden geranium, også kendt som storkenæb.
»Vi havde fået fortrolige informationer om, at det i georgine-kredse havde skabt vrede, at Søren Ryge angiveligt skulle have gravet alle sine georginer op og erstattet dem med geranium. Vi følte os ret overbevist om, at disse georgine-folk ville dukke op og skabe ballade, og for en politimyndighed er det jo hele tiden et spørgsmål om at prioritere. Vi har trods alt begrænsede ressourcer. Så vi bad i første omgang Søren Ryge om at tale om rododendron i stedet, men han insisterede på at gennemføre med geranium, og så var der ikke andet for end at aflyse«, siger John Jacobsen.
IKEA DROPPER LESBISKE
En russisk lov imod homopropaganda har fået Ikeas russiske afdeling til at ændre på sit materiale.
Her ses brugervejledningen til boksmadrassen Sultan:
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























