ATS: Pandrup hærges af netkriminelle

Lyt til artiklen

Rollo Svendsen – til ulempe for efterforskningen.

PANDRUP HÆRGES AF NETKRIMINELLE
Ligesom landets øvrige politikredse har landbetjent A. Svendsen og hans hund, Rollo, registreret en kraftig stigning i netkriminaliteten:

»Bare siden nytår har vi to gange været tilkaldt til Homokøbmanden, hvor ældre kvinder har forsøgt at smugle varer ud i deres indkøbsnet uden at betale. I det ene tilfælde var der tale om en frossen and, mens den anden gerningskvinde prøvede at smutte igennem kassen med en pose Bridgeblanding, en pakke ingefærsmåkager, en flaske sovsekulør og ugebladet Hjemmet«, siger landbetjenten.

»Dog mener jeg ikke, det er nødvendigt for Rigspolitiet at oprette en specialenhed til bekæmpelse af netkriminalitet, for det kan vi sagtens klare selv. Der er jo ikke den store efterforskning i det, eftersom de pågældende dårligt kan nægte, at varerne befinder sig i deres net«.

»Faktisk er det slet ikke nødvendigt, at vi begge to tager ud til sådan nogle opgaver, og næste gang Homokøbmanden ringer, tror jeg da også, at jeg lader Rollo blive hjemme. Han er efterhånden blevet så gammel, at han ikke kan undvære sin middagssøvn, og sidste gang var han mere til besvær end til hjælp, fordi han begyndte at parre sig med kassedamens ben, imens jeg forsøgte at afhøre den mistænkte, så jeg måtte kalde Rollo til orden med det resultat, at jeg nær havde glemt at notere hende for sovsekuløren og ingefærsmåkagerne«.


LYNINTERVIEW

Tillykke med dit nye job i Novo Nordisk, Eivind Kolding.! Har du nogen planer for virksomheden?

»Ja, jeg har fået sådan en fantastisk idé med at inddele sukkersygepatienter i forskellige kundegrupper. ’Basis’-kunder er typisk dem med gammelmandssukkersyge, som bruger små mængder insulin, mens ’Ekstra’-kunderne bruger noget mere, og ’Eksklusiv+’ bruger mest og derfor naturligvis skal have nogle ekstra fordele. Jeg tror, at der vil blive taget godt imod sådan en ordning«.

ATS FRI

Der er stadig ikke sket noget med det døde dyr, som vi i tre dage har haft liggende hernede i bunden af spalten. Men spændende er det jo.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her