VOR KAFFEKLUBQUIZ
Suicidaldemokratiets folketingsmedlemmer er delt op i flere kaffeklubber, som afspejler deres politiske holdninger. Hvad hedder kaffeklubben, som ledes af Helle Thorning-Schmidt og har Bjarne Corydon som eneste andet medlem?
Se svaret nederst i organet.
SPORTEN KORT
Michael Laudrup holdt tirsdag pressemøde i London. Han sagde ingenting og tilføjede derefter:
»Mere kan jeg desværre ikke sige!«.
Du kan læse mere om Michael Laudrups pressemøde på side 20, 21, 22, 23, 24 og 25 eller se det på tv resten af ugen.
KONSULENTER VIL UDLICITERE CORYDON
Konsulentvirksomheden McKinsey & Co. er glad for at have fået opgaven med at undersøge, hvilke offentlige områder der med fordel kan udliciteres:
»En af udfordringerne bliver at finde ud af, hvordan man sikrer den bedste kvalitet, service og velfærd for pengene, og vores foreløbige undersøgelser tyder på, at der virkelig er noget at hente, hvis man udliciterer finansministerposten. Det er vores indtryk, at den borgernære service vil kunne forbedres betragteligt, hvis andre tager over«, siger en McKinsey-konsulent, der ønsker at være anonym.
PLUM-BRØDRE FRYGTER ANMELDERNES DOM Camilla Plums sønner er nervøse for, hvordan deres nye kogebog 'Zen – kunsten at vedligeholde en surdej' vil blive modtaget: »Vi frygter, at anmelderne tager den med ned på stranden i Tisvilde og slagter den«, siger de.
I ØVRIGT MENER JEG at det er helt urimeligt, at pressen bliver ved med at rejse tvivl om, hvad Lars Løkke Rasmussens vidste hvornår i sagen om Global Greed Growth Institute. Hver eneste gang manden udtaler sig om noget som helst, står det jo lysende klart, at han intet ved! Ib Konrad Jensen, Horsens
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























