Karl Halvtag, talsmand for stamgæsterne på Bodega ’Den Gule Negl’: Nu må de kraftedme styre sig, alle de røvhuller, der bliver ved med at ødelægge livet for os uskyldige rygere! 100 kr. for en pakke smøger! De må jo være splitterravende gale! Jeg kan bare sige for mit eget vedkommende, og jeg er sikker på, at jeg taler på mange andres vegne, ikke mindst gutterne her på Neglen, at vi ikke finder os i flere indgreb fra de høje herrers side. Det er slut! Færdig! Bom, Karl! De bliver ved med med deres 'Jamen rygning er usundt'. Gu er det ej usundt. Man kommer allerhøjst til at hoste lidt en gang imellem. Men det er jo kun naturligt. Nej, det, der er usundt, er at mærke, at de såkaldte sundhedsguruer konstant er på nakken af os. Så må vi ikke ryge her, og så må vi ikke ryge der. Man farer jo omkring som jaget vildt og får dårlige nerver, for sæt man kommer til at tænde en smøg i nærheden af nogen, der hader tobak. Men jeg kan sige så meget, at de ikke skal få mig til at betale 100 kr. for en pakke smøger, når man kan købe dem i Polen til 20 kroner. Derfor er vi nogle stykker her på Neglen, der har planer om at tage med færgen til Swinoujscie en af de nærmeste dage i et folkevognsrugbrød og så bare fylde lortet op med cigaretter, så vi har til resten af vore dage. Eller i hvert fald til et år. Det er kun rimeligt, at vi kommer og tager polakkernes smøger, når de kommer herop og tager vores arbejde. Noget for noget, som man siger. Jeg har tilbudt, at vi kan indrette mit soveværelse til cigaretlager. Jeg kan sove på sofaen i stuen. Så slipper jeg også for at rede seng. Jeg falder alligevel som regel i søvn med alt tøjet på oven på dynen. Vi kan ikke helt blive enige om, hvem der skal køre rugbrødet, for den eneste, der har haft et kørekort, er Robert, som fik det taget sidste år på grund af kødannelser i indre by. Robert ville skyde genvej gennem Strøget, men var så uheldig, at en politipatrulje holdt parkeret lige ud for Storkespringvandet på en måde, så han ikke kunne passere. Så hev de ham ud af bilen og tjekkede hans promille, som vistnok var lidt over 2. Bagefter erkendte Robert, at det var hans livs dumhed, at han dyttede ad politibilen. Ellers havde de aldrig taget ham. Nå, men sket er sket, og jeg har sagt til Robert, at selv om han ikke har noget kørekort, så ved han jo stadig, hvordan man kører bil. Så mon ikke vi kommer af sted. Det er i hvert fald ikke de fanatiske antirygere, der skal holde os tilbage!