ATS: Putin rammer kræmmermarked

Lyt til artiklen

Et stort anlagt kræmmermarked i Kulhuse bliver nu ramt af Putins krigeriske fremfærd i Ukraine. »Vi har altid kunnet regne med, at Hjemmeværnets 51. Rullepølsekompagni, der hører til her i området, kommer og diriger trafikken. Men i år har de meddelt, at de grundet den skærpede sikkerhedspolitiske tilstand, ikke kan afse tid til at hjælpe os«, fortæller arrangøren Henry Mortensen. »Ganske vist har frivillige fra Kregme Husmoderforening tilbudt at tage sig af opgaven, men jeg er ikke helt tryg ved at lade dem hjælpe bilisterne ind på p-pladserne. Især ikke, hvis der skal parallelparkeres«. Kompagnichef i 51. Rullepølsekompagni, kødgrosserer Kaj Spangenberg, Kulhuse, beklager, at det ikke er muligt at hjælpe. »Men vi står i en højspændt situation på randen til en ny kold krig, og derfor er det vigtigt, at vi forbereder os. Vi skal være klar til at gribe ind nårsomhelst, og i den forbindelse er vigtigt uhyre vigtigt for os at vide, hvilken fjende, vi står over for, og hvordan vi får fjenden uskadeliggjort«. »Oluf Jørgensen, som er delingsfører og lærer på Kregme Lilleskole har sørget for, at skolens billedkunstlokale er til vores rådighed om aftenen, hvor flere af vore folk er i gang med at bygge store papmachefigurer af babushkaer, som vi kan sætte op i vores skydeterræn og skyde til måls efter«. »Enkelte af os er også begyndt at lære russisk af en litauer, der for tiden er i gang med at lave en tilbygning på Pizza Palace, som indehaves af Ümerfar Glükbök«, fortæller Kaj Spangenberg. »Vi omringede litaueren en dag, hvor vi holdt øvelse, fordi han befandt sig i nærheden og gik og talte i mobiltelefon på et fremmed sprog, der lød som russisk. Og man kan ikke være for forsigtig i disse tider. Ove, der er forholdsvis ny i kompagniet og endnu ikke helt fortrolig med skydevåben, kom ved en fejl til at affyre et skud, der ramte litauerens indkøbspose, som viste sig at indeholde 6 Pokal Pilsner, hvoraf de 4 blev knust«. »Litaueren var forståeligt nok skræmt, og Ove måtte naturligvis erstatte øllene. Men da det gik op for os, at litaueren var helt ufarlig, fik vi den idé, at han kunne lære os russisk. Han skal kun have 30 kroner i timen«. »Foreløbig har han lært os at sige ’na zdorovje’, hvilket skulle betyde 'skål'. Det er selvfølgelig ikke lige det første, man siger til fjenden, men et eller andet sted skal vi jo begynde«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her