LYNINTERVIEWDirektør Anders Dam, er det rigtigt, at Jyske Bank rådgiver skatteplagede danskere til at stifte selskaber i skattely?
»Ja, selvfølgelig! Den skal vi nok fikse! Vi kan sørge for stråmand, en konto i Schweiz og hele svineriet! Skattevæsenet vil aldrig få noget at vide! Hvor mange millioner drejer det sig om?«. Nu forholder det sig sådan, at jeg er journalist, og du er på tv lige nu!.
»Jaså! Det er en meget uærlig måde at drive journalistik på, synes jeg. Og jeg vil gerne understrege, at det, jeg sagde lige før, er taget ud af en sammenhæng og derfor ikke giver seerne et retvisende billede af Jyske Bank, som en hæderlig finansvirksomhed, der naturligvis ikke giver sig af med den slags, som du lige har citeret mig for!«. Lyrikeren Jens Østergaard – ikke med i protest.
DIGTERE GLÆDER SIG OVER AFLYTNING
Flere danske lyrikere nægter at deltage i den internationale protest imod elektronisk overvågning. De er tværtimod glade for, at de endelig har fået et publikum.
»Mine digtsamlinger plejer at blive solgt i 12-18 eksemplarer, alt afhængigt af, hvilke familiemedlemmer jeg kan lokke til at købe dem. Men nu behøver jeg kun at sende en mail til min forlægger for at nå ud til de titusinder af ansatte i NSA. I mine øjne er det et enormt fremskridt«, siger den unge lyriker Jens Østergaard fra Gåbense, som for nylig fik hædrende omtale i Weekendavisen for sin digtcyklus ’Spelt/Spalt’.
»Jeg har svært ved at se, hvorfor jeg skulle protestere imod den amerikanske overvågningstjeneste, for ikke nok med, at de har skaffet mig et helt nyt publikum, de har også opfyldt min drøm om at blive oversat til engelsk!«.
SPURTSNYDT
Michael Rasmussen oplyser, at hans cykelkarriere er kørt helt efter bogen ('Gul feber', Peoples Press, 325 sider, 300 kroner, er udkommet).
MORSI KRÆVER ET ORDENTLIGT SÆT TØJ
Retssagen mod den afsatte egyptiske præsident Mohamed Morsi er foreløbig udskudt til 8. januar. En af årsagerne er, at Morsi nægter at møde i retten iført fangedragt:
»Jeg ser fed ud i striber, og det er uværdigt i betragtning af, at jeg er landets legitime præsident«, sagde Morsi i går, da retssagen skulle være begyndt.
Anklagemyndigheden er nu gået i gang med at finde et passende jakkesæt, men forudser, at det kan tage et stykke tid:
»Vi har anmodet om at få forskellige modeller i udvalg fra Muslimsk Herremagasin i Kairo, men Morsi er meget kræsen, så det var mest realistisk at udskyde retssagen«, siger en repræsentant for anklagemyndigheden.
ATS er Politikens daglige satirespalte.


























