Kommunelærer A. Svendsen, Nøvling Centralskole, holdt i går afskedsreception efter næsten 60 år som kommunelærer. Allerede efter læreruddannelsen på Gedved Seminarium søgte han ansættelse på Nøvling Centralskole og bosatte sig i en bungalow på Syrenvej sammen med sin hustru, Erna Svendsen, der i alle årene har taget sig af husholdningen og sørget for at holde deres hjem propert. A. Svendsen har i sit virke haft en stor støtte i Erna, der også er særdeles dygtig til madlavning og er kendt viden om for sine syltede asier. En opskrift, hun aldrig har villet give fra sig, selv om A. Svendsens kollega, husgerninglærerinde Alma Eriksen, mange gange har forsøgt.
Kommunelærer Svendsen har fra karrierens begyndelse brændt for faget biologi, og han har igennem alle årene levende berettet for eleverne om bæverens evner som naturens ingeniør, hvilket har gjort Nøvling til et af de områder i Danmark, hvor kendskabet den geniale gnavers gøren og laden er størst. Derfor føltes det også naturligt for skolens ledelse at overrække A. Svendsen et askebæger i kongeligt porcelæn forestillende en bæver, der slukker sin tørst.
ATS er Politikens daglige satirespalte.


























