La Traviata
Verdis hitparadeopera er en fortolkning af Alexandre Dumas’ Kameliadamen og handler således om en tuberkuløs prostitueret, der forelsker sig i en ung mand, men trækker sig fra forholdet for at undgå at skandalisere hans gode navn. At den kvindelige hovedkarakter både skal være dødsmærket, til salg og selvopofrende, er utilgiveligt. Derfor vil den modene Traviata handle om en kvindelig business angel af liberal observans, Violetta, som foretager en række risikable spekulationer, der bringer en større familieejet virksomhed på randen af kollaps. Virksomheden ejes af faderen til den unge mand, hun netop har indledt et respektfuldt, men passioneret, forhold til. I den afsluttende tredje akt indser Violetta sin brøde og annullerer sine økonomiske dispositioner, redder virksomheden og indtræder i ejerkredsen bag firmaet, hvilket bringer kønsfordelingen i ledelsen op på et acceptabelt niveau.
Carmen
Bizet? Bizart! Når det endelig lykkedes forne tiders komponister at skabe en stærk kvindelig karakter, så var der kun tre livsbaner for hende: Bliv myrdet, myrd dig selv eller dø af sygdom, typisk tuberkulose. I Carmen er den sensuelle titelkarakters lod den første af disse tre muligheder. Er det noget at vise et ungt publikum? Nej. Så i den moderne Carmen er hovedrollen en nonbinær kønsaktivist, der foretrækker pronominerne de/dem. De arbejder i denne version ikke på en tobaksfabrik – den går ikke i dag, hvor vi kender til rygningens konsekvenser – men er ved at tage en uddannelse på en erhvervsskole, hvor de er aktive i studenterpolitik. Deres inkluderende og rummelige politik falder den reaktionære bestyrelsesformand for brystet. Han forelsker sig dog samtidig i Carmen, og da de afviser formandens tilnærmelser, kommer det til en konfrontation mellem de to i en sag om kønsneutrale toiletter på campus. Det sker i form af en demokratisk afstemning blandt de studerende, som støtter Carmen, hvilket får bestyrelsesformanden til at opsige sit hverv i erkendelse af sit uddaterede verdenssyn.
Denne artikel er satire. Ethvert sammenfald med virkeligheden er tilsigtet.


























