Alex Vanopslagh (LA)
»Jeg er overbevist om, at jeg ville egne mig godt til individuel sagsbehandling i en kommunal borgerservice. Når så et frit, ansvarsfuldt dansk individ kommer forbi, f.eks. i forbindelse med adresseskift, kan jeg fortælle lidt om, hvordan man skifter adresse. Det kan jo gøres på flere forskellige måder, selv om det umiddelbart godt kan virke kompliceret. Så kan det være, at borgeren spørger, om hun kan få boligstøtte, og så vil jeg opmuntre hende med mit eget motto: ’Du kan godt!’«.
Kaare Dybvad Bek (S)
»På et tidspunkt får man nok af at tænke og reflektere og tale i uendelighed om strukturelle problemer og demografiske træk. Jeg har solgt de bøger om akademisering af samfundet, jeg skal. Nu vil jeg give noget tilbage til de ældre i Vipperød Mark som social- og sundhedsassistent. Om man holder bagdelen oppe på regeringen eller på de ældre, det kommer vel ud på ét«.
Denne artikel er satire. Ethvert sammenfald med virkeligheden er tilsigtet.


























