Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Esther døde to timer efter, hun blev født. Hør fortællingen om hende og hendes forældre, Marianne Paabøl Christensen og Stephan Marius Voss Aynsley, i Politikens podcast 'Mit usynlige barn, Esther' på politiken.dk/6106089.
Foto: Henriette Dæhli

Esther døde to timer efter, hun blev født. Hør fortællingen om hende og hendes forældre, Marianne Paabøl Christensen og Stephan Marius Voss Aynsley, i Politikens podcast 'Mit usynlige barn, Esther' på politiken.dk/6106089.

De usynlige børn
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvert år dør 2.000 børn i mors mave

Når graviditeten ender i en dødfødsel, rammes forældrene ofte af så dyb en sorg, at den kan være svær at forstå.

De usynlige børn
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Maven vokser, og forestillingen om fremtiden med den lille dreng eller pige, der svømmer rundt derinde, tager hurtigt form. Fødslen, barselsorlov, vuggestuestart, børnehaveliv, den første skoledag, fødselsdage, ferier og hverdagsliv. Ja, selv glimt af det kommende barn som voksen dukker sikkert op i tankerne.

Det er ikke bare maven, der bliver større. Også kærligheden til barnet og bevidstheden om, at kærligheden er kommet for at blive resten af livet, vokser. Og så pludselig - ofte i løbet af få sekunder - bliver virkeligheden vendt på vrangen, og de kommende forældre må forsøge at fatte, at alt det, de havde forestillet sig, aldrig kommer til at ske. De skal være forældre til et dødt barn, ikke et levende.

Mange årsager

Hvert år mister omkring 2.000 par eller enlige mødre deres barn efter 12. graviditetsuge. Årsagerne til, at barnet dør, kan være mange, men dårlig funktion af moderkagen, alt for tidlig fødsel, misdannelser og kromosomfejl er nogle af de mest almindelige.

Andre årsager kan være en knude på navlesnoren, infektioner, at moderkagen løsner sig, eller at barnet dør en slags uforklarlig vuggedød inde i livmoderen. I nogle tilfælde har barnet allerede været dødt i dage eller uger, når det bliver født, mens det i andre tilfælde dør i forbindelse med fødslen. Nogle lever i minutter eller få timer efter fødslen.

På Rigshospitalet bliver hospitalspræst Lotte Blicher Mørk ofte hidkaldt, når det, der bare ikke må ske, alligevel sker. Hun fortæller, at situationen som regel er præget af kaos.

»Det er et KÆMPE chok. Det er en fuldstændig surrealistisk melding at få. Måske har man mærket barnet sparke kort tid forinden, og nu er det dødt, eller skal dø lige om lidt«.

Lotte Blicher Mørk forklarer, at mange forældre instinktivt reagerer med ikke at ville have noget med det at gøre. Barnet skal bare fjernes, glemmes, slettes.

»For mange er det deres livs værste krise, og de aner ikke, hvordan de skal reagere. Men i løbet af meget kort tid, vender det for de fleste. De går fra intet at ville have at gøre med det døde barn til slet ikke at kunne forestille sig ikke at se det og give det den omsorg, der er mulig i situationen«.

Svær sorg

I tiden efter fødslen - langt de fleste bliver født ved en helt almindelig vaginal fødsel - bundfælder det sig, at barnet aldrig kommer til at leve, men at det hverken kan fjernes, glemmes eller slettes. Selv om barnet ikke er der, er forældrene stadig blevet mor og far.

Folk opfatter det ikke altid som et rigtigt barn, når det ikke er kommet ud endnu

»For mange kommer det bag på både dem selv og på omgivelserne, hvor dyb sorgen er«, oplever Lotte Blicher Mørk.

»Folk opfatter det ikke altid som et rigtigt barn, når det ikke er kommet ud endnu, og derfor er det en ekstra svær sorg at være i. Mange spørger sig selv, om de kan tillade sig at være så dybt ulykkelige«.

Fremtiden forsvinder

Landsforeningen Spædbarnsdød tilbyder gratis terapeutiske samtaler til forældre og pårørende, der har mistet et barn i graviditeten, i forbindelse med fødslen eller kort efter. Sidste år var forældre og pårørende til 371 døde børn i et forløb hos foreningen.

»Når man mister sit barn, kan man ikke bare sige ‘øv, vi må prøve igen’. Er man i 2. og 3. trimester, så er det et menneske, man mister. Det er de fineste små børn, der kommer ud - også, selv om man ikke engang er halvvejs i graviditeten«, siger sekretariatschef Birgitte Horsten.

Særlig risiko

Hun oplever, at mange har en tese om, at det gør mere ondt at miste sit barn, jo senere i graviditeten, det sker.

»Men vores erfaring er, at der ikke er nogen forskel. Når forældre ringer for at få hjælp, kan jeg ikke høre, om de har mistet deres barn i uge 18 af graviditeten eller til terminen. Sorgen er ofte afgrundsdyb. Tænk, hvor stor en sorg det er at miste hele det fremtidige liv med sit barn. Alt det, man har drømt om. Aldrig at kunne se ind i sit barns øjne. Det er en tragedie, som omgivelserne ikke altid er åbne for at anerkende, fordi den er så svær at forholde sig til. Ensomhed og sorg går virkelig hånd i hånd her«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Birgitte Horsten påpeger, at det især kan være svært for fædrene at få plads til deres sorg.

»Mange mænd oplever, at hvis nogen endelig spørger, så spørger de til, hvordan deres kone har det. Ofte bliver mændene slet ikke spurgt til, hvordan de selv har det. Der er en forventning om, at det er sværest for kvinden, men vores generelle oplevelse er, at begge køn sørger lige dybt, og at sorg kan vise sig på mange måder. Reaktionerne kommer ikke altid umiddelbart efter, man mister«.

Psykiske lidelser

Sorgforsker ved Aarhus Universitet Mai-Britt Guldin står bag flere undersøgelser af sorgreaktioner hos danskere, der har mistet nære pårørende - heriblandt forældre, der har mistet børn i graviditeten. Hun understreger, at man ikke kan niveaudele eller graduere sorg, og hendes forskning viser, at det er meget individuelt, hvordan sorgen rammer.

»Men når det er sagt, så er det en særlig risikofaktor at miste et barn. Forældre, der mister, reagerer statistisk set med længerevarende og mere intense sorgreaktioner end rigtig mange andre, der mister et nært familiemedlem. For eksempel er der større risiko for at få en psykisk lidelse som depression eller angst efterfølgende«, forklarer hun.

Mai-Britt Guldins undersøgelse indeholder også oplysninger om, hvordan de sørgende har oplevet omverdenens reaktion.

»Forbavsende mange siger, at de savner forståelse; at andre ikke ved, hvor svært det er. En del af det er nok også, at de sørgende er i en så svær situation, at de har svært ved at forklare, hvordan de egentlig har det. Vi er for dårlige til at tale om vores følelser og vores inderste, og vi er ikke gode til at følges ad i noget så almen-menneskeligt som sorg«.

Usynligt forældreskab

Også sorgforsker ved Aalborg Universitet Ester Holte Kofod har undersøgt tab i graviditeten. Netop de kulturelle normer omkring det at miste et ufødt barn er omdrejningspunktet for hendes ph.d.-afhandling fra foråret 2017. Hun peger på, at sorgen kan vanskeliggøres af, at det er uklart for andre - og måske også for forældrene selv - hvad de har mistet.

Forældrene oplever, at de hele tiden er nødt til at indgå i en slags forhandling om, hvad det er, de har mistet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Forældrene oplever, at de hele tiden er nødt til at indgå i en slags forhandling om, hvad det er, de har mistet. Er det passende at vise billeder? Er det passende at tale om mit døde barn? Er det for meget, hvis jeg hænger en julesok med barnets navn på træet, eller skal den hellere hænge på kirkegården? Når man er blevet forældre til et dødt barn, er det usynligt, at man er blevet forældre, og uanset hvordan man forholder sig til tabet, er der ikke rigtig nogen vej tilbage til tiden før, man fik og mistede sit barn«, pointerer hun.

»Det er et svært forældreskab, ikke mindst fordi vi mangler kulturelle retningslinjer for, hvordan man agerer i det«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden