Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Spontane er aborter er meget almindelige, men alligevel taler vi sjældent om dem. Det kan føles meget ensomt.
Foto: Mads Nissen

Spontane er aborter er meget almindelige, men alligevel taler vi sjældent om dem. Det kan føles meget ensomt.

De usynlige børn
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Spontane aborter er tabu

Selv om næsten hvert andet par oplever en spontan abort, er det sjældent noget, vi er åbne om.

De usynlige børn
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Hvor ofte har du set en opdatering på Facebook om, at en ven har aborteret? Eller oplevet en kollega tale åbent om, at han eller hun har mistet en ønskegraviditet?

Formentlig sjældent eller aldrig. For selv om cirka 15 procent af alle erkendte graviditeter ender i en abort, og et sted mellem hver anden og hver tredje kvinde ifølge Lægehåndbogen oplever en ufrivillig abort i løbet af den tid, hun kan få børn, så er det ikke noget, vi umiddelbart deler med hinanden.

»Aborter er stærkt tabuiserede. Det er ikke noget, vi taler åbent om; måske ikke engang med vores tætte veninder eller vores familie. Det er forskelligt, hvordan mennesker reagerer på tabet - det kan for eksempel handle om, hvor længe man har arbejdet på at blive gravid eller hvor langt, man var i graviditeten - men selv ganske tidlige tab kan være en stor sorg, som fylder alle ens vågne timer. Alligevel holder mange følelserne for sig selv«, forklarer psykoterapeut Josefine Diederichsen, som har specialiseret sig i at hjælpe barnløse kvinder og par.

Hun peger på flere årsager til, at aborter ikke er noget, vi taler om, selv om de er så almindelige. Dels er der rigtig meget skam forbundet med at abortere. Særligt for dem, der aborterer flere gange. Hvis min krop ikke kan finde ud af at holde på et barn, er jeg så en rigtig kvinde? Samtidig lever vi i en tid, hvor der er et stort fokus på sundhed, så mange føler skyld, hvis de kom til at drikke et glas vin, en kop kaffe, eller ikke har spist helt så sundt, som der står i bøgerne, at man bør som gravid.

»Så var aborten nok deres egen skyld, tænker de, og det har de ikke lyst til at sige til andre. Samtidig er vores samfund blevet sådan, at de færreste overhovedet fortæller, at de venter barn, før de har været til nakkefoldsskanning i uge 12. For sæt nu, det gik galt - men når det så går galt, så kan det føles meget bagvendt at komme og sige ‘hey, jeg var egentlig gravid, men nu er jeg det ikke mere, og jeg er drønked af det’. Mange er også nervøse for, at deres arbejdsgiver skal finde ud af, at de gerne vil have et barn, for så sidder de måske yderst på grenen, hvis der skal fyres«.

Få ord

Josefine Diederichsen understreger, at det at abortere naturligvis er en privat ting, selv om det er så almindeligt, men at det bider sig selv i halen, når vi ikke snakker om det.

»Fordi vi er så dårlige til at tale med hinanden om alt det, en abort indebærer på både det kropslige og følelsesmæssige plan, så har vi ikke ret mange ord for det og bliver derfor også ofte mere ensomme med det. Og når vi ikke har ret mange ord, så bliver det også sværere at tale om. Men der er ingen tvivl om, at det ville være godt, hvis vi på kollektivt plan blev mere åbne for at anerkende, at aborter kan være rigtig, rigtig svære at deale med, selv om det nok så meget kan være naturens måde at fravælge fostre, der ikke er levedygtige«, forklarer hun og pointerer, at gentagne aborter også kan være hård kost for parforholdet.

»For vil du stadig vælge mig, hvis vi ikke kan skabe et barn sammen?«.

I Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse genkender formand Nina Lynggaard kun alt for godt tabuet om at abortere og have svært ved at få børn.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det er ikke nemt at være åben om. Hvis man først begynder at tale om det, skal man også være indstillet på, at folk igen og igen spørger til, om man nu er blevet gravid og hvordan det går med det. Og det er ikke altid, man lige er i humør til det«, påpeger hun.

»Omvendt er det jo en konsekvens, at når vi ikke taler om det, så får folk omkring os heller ikke en chance for at sætte sig ind i, hvor benhårdt det er at abortere eller slet ikke kunne blive gravid. Mange oplever det som meget ensomt. Det er en balancegang«.

Kendte ambassadører

Foreningen er af den opfattelse, at det er meget at lægge over på den enkelte at bryde samfundets tabu om aborter og barnløshed. Derfor er den lige nu i dialog med flere kendte danskere i håb om, at de vil stille sig frem som ambassadører for foreningen og fortælle om deres egne problemer med at få børn.

»Når mennesker, der i forvejen har samfundets tillid, begynder at tale om det, så tror vi, at det kan gøre en forskel, så andre også tør åbne op«, siger Nina Lynggaard.

En af de kendte, der allerede på egen hånd har talt offentligt om sine aborter, er dj, radiovært og stifter af kultursitet Heartbeats Le Gammeltoft. I januar i år skrev hun et meget ærligt indlæg på Heartbeats.dk om, at hun har aborteret tre gange inden uge 12. Om sorgen, vreden, frustrationen og frygten for, om det nogensinde vil lykkes at få et barn. Det gjorde det for Le Gammeltoft, hun har to dejlige døtre nu, men hun fandt det alligevel vigtigt at gå ud og fortælle, hvor ondt det gør på både krop og psyke at abortere.

»Der er vanvittigt mange, der oplever det, men de fleste taler ikke om det. Jeg havde selv oplevet, hvor vigtigt det var for mig at tale med andre om mine aborter, og efterhånden gik det op for mig, hvor mange der egentlig havde prøvet det, uden jeg vidste det. Fordi abort ikke er noget man taler om. Derfor besluttede jeg at skrive det indlæg«, forklarer Le Gammeltoft.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»For mig var det altafgørende at sætte ord på den sorg, jeg mærkede, for at prøve at forstå den. For at få kroppen, der var fuld af hormoner, til at hænge sammen med hovedet, der jo rationelt godt vidste, at graviditeten var overstået, men samtidig havde så uendeligt svært ved at give slip på alle drømmene og tankerne om den familie, vi skulle være. Om fremtiden med det barn, jeg havde båret på. Det er sårbart og sorgfuldt ad helvede til, og jeg tror, det vil kunne hjælpe folk til at føle sig mindre alene i det, hvis vi tør tale om det. For vi er så mange, der kender smerten«.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden