Lad os starte med et simpelt spørgsmål. Er du blevet præsenteret for en kendt kvinde inden for tech?
Hvis svaret er nej, er du desværre ikke alene. Hele 4 af 5 personer kan ikke nævne én højtstående kvinde inden for it-verdenen, viser en undersøgelse fra 2017. Og det er et mangesidet problem, der er vokset ud af en branche, som i høj grad domineres af mænd. Få kvinder søger mod techuddannelser, og de, der gør, er ofte i mindretal. På bacheloren i datalogi ved Københavns Universitet var det i 2020 hver femte optagne, der var kvinde. En ubalance, som går igen rundtomkring på landets universiteter.


























